To dræbte - ti alvorligt sårede efter skyderi

En 42-årig mand er sigtet for drab og terror efter skyderi i Oslo. Politiet ser på, om motiv kan være had

Udgivet Opdateret

Den norske hovedstad, Oslo, blev natten til lørdag ramme om et voldsomt skyderi i byens centrum. Sagen efterforskes som terror.

Det oplyser politiet i Norge lørdag morgen ifølge flere norske medier, heriblandt tv-stationen NRK og avisen VG.

To personer mistede livet i skyderiet, der fandt sted i indre by nær natklubber. 

Herudover blev 21 personer såret. 

Ti af dem betegnes som alvorligt såret, mens 11 skal være blevet lettere skadede under nattens skyderi.

Politiet efterforsker drab i Oslo som terror.
Politiet efterforsker drab i Oslo som terror.

En 42-årig mand er blevet anholdt i sagen.

Ifølge politiet er der tale om gerningsmanden, som menes at have udført angrebet alene.

Manden er norsk statsborger med iransk baggrund.

Han er sigtet for drab, drabsforsøg og terrorhandlinger, oplyser politiadvokat Christian Hatlo, der leder efterforskningen.

Tre gerningssteder

Han peger på, at mange mennesker er ramt af skud, og at der er i hvert fald tre gerningssteder. På den baggrund har politiet valgt at sigte den 42-årige for terror.

- I en samlet vurdering mener vi nu, at der er grund til at antage, at han havde til hensigt at skabe alvorlig frygt i befolkningen, siger Hatlo på et pressemøde lørdag morgen.

- Vi arbejder på at afdække motivet, tilføjer han.

Den formodede gerningsmand var på det tidspunkt endnu ikke blevet afhørt, men politiet har gjort forsøg på det.

Hatlo tilføjer, at det er nærliggende at efterforske skyderiet som en mulig hadforbrydelse.

Skød mod gæster

Politiet ser også på, om psykisk sygdom kan ligge bag skyderiet, oplyser Hatlo.

Gerningsmanden skød mod gæster ved baren Per og ved natklubben London Pub. 

Særligt London Pub er et sted, hvor mange LGBT-personer kommer.

Lørdag skulle der have været holdt Pride-parade i Oslo. Men den er blevet aflyst efter nattens skyderi.

Var kendt af efterretningstjeneste

Den anholdte har været kendt af både politiet og PST, den norske efterretningstjeneste.

- Vi bidrager nu med al relevant information, vi har, til Oslos politi, og arbejder med at afklare, om der kan være planlagt flere voldshandlinger. Foreløbigt har vi ikke indikationer på det, skriver PST på Twitter.

Det var klokken 01.14, at de første meldinger om skyderi begyndte at rulle ind hos politiet. Fem minutter senere blev den formodede gerningsmand pågrebet, har indsatsleder ved Oslos politi Tore Barstad fortalt til VG.

Selve hændelsesforløbet omkring skyderiet er fortsat uklart, men der var flere gerningssteder.

Ud over London Pub skal der være blevet affyret skud ved jazzklubben Herr Nilsen, som ligger i samme karré.

Powered by Labrador CMS