Tre børn såret i knivstikkeri

Irsk politi mener, at gerningsmand bag angreb i Dublin handlede alene

Udgivet Opdateret

Fem mennesker er såret i et formodet knivstikkeri i Dublin torsdag eftermiddag, heriblandt tre børn. Det oplyser politiet i den irske hovedstad til tv-stationen RTE.

En pige og en kvinde er alvorligt såret. De tre andre behandles for mindre alvorlige skader.

Alle fem ofre er bragt til hospitaler i Dublin.

Angreb kvinde først

Ifølge de foreløbige oplysninger ankom en mand til Parnell Square i den centrale del af Dublin, hvor han først angreb kvinden og derpå de tre børn. En anden er lettere såret.

Gerningsmanden er pågrebet. 

Han blev selv såret og modtager behandling på et hospital, skriver RTE.

Politiet arbejder på det sted i den irske hovedstad, Dublin, hvor en mand torsdag eftermiddag sårede tre børn og to voksne i et formodet knivangreb.

Motiv ukendt

Motivet bag angrebet er endnu ikke kendt. 

Men politiet arbejder ifølge RTE ikke ud fra en teori om, at der er tale om et terrorangreb.

Straffelovens paragraf 114: Terrorparagraf

* Terrorparagraffen, straffelovens paragraf 114, fastslår, at handlinger såsom drab, drabsforsøg, vold, alvorlig brandstiftelse og frihedsberøvelse skal regnes som terrorisme, blandt andet hvis det er hensigten at skræmme en befolkning i alvorlig grad.

* Man kan også straffes, hvis man “uretmæssigt tvinger danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende, politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer.”

* Strafferammen er helt op til livstid.

* Derudover kan man via paragraf 114 b også anklages for terror, hvis man direkte eller indirekte yder økonomisk støtte til en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger, der er omfattet af terrorparagraffen.

* Det kan straffes med fængsel i ti år.

Kilde: Straffeloven.

Politi og redningstjenester blev kaldt til stedet kort efter klokken 13.30 lokal tid (klokken 14.30 dansk tid).

Afspærret

Gerningsstedet på Parnell Square er torsdag eftermiddag afspærret af politiet, der er i gang med tekniske undersøgelser.

Forældrene til de sårede børn er blevet kontaktet af politiet, oplyser ordensmagten i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Politiet mener, at gerningsmanden har handlet alene. Ingen andre er på nuværende tidspunkt efterlyst i sagen, skriver flere medier.

Powered by Labrador CMS