Trump linkes til Epsteins overgreb

I e-mails skrev Jeffrey Epstein blandt andet, at Donald Trump havde brugt tid sammen med et af Epsteins ofre

Offentliggjort Sidst opdateret

Trump forbindes med Epstein-skandale

Demokrater i Repræsentanternes Hus har frigivet e-mails, der antyder Trumps større kendskab til Epsteins overgreb.

Epstein nævner i en e-mail, at Trump tilbragte timer med et af hans ofre.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Demokrater i Repræsentanternes Hus har offentliggjort flere e-mails, som tyder på, at USA's præsident, Donald Trump, har haft større kendskab til milliardæren Jeffrey Epsteins overgreb, end Trump hidtil har erkendt.

Det skriver avisen The New York Times.

Mailsene er blandt andet sendt fra Epstein til hans tidligere kæreste og mangeårige samarbejdspartner Ghislaine Maxwell.

Var sammen med offer

I én e-mail nævner Epstein, at Trump havde tilbragt flere timer i hans hjem sammen med et af Epsteins ofre.

Jeffrey Epstein blev i 2019 varetægtsfængslet i en sag om påstået misbrug af mindreårige piger og menneskehandel.

Han nægtede sig skyldig, men nåede aldrig at blive retsforfulgt i sagen, da han begik selvmord i sin celle i et arresthus i New York samme år.

Et banner med et billede af Jeffrey Epstein (til venstre) og Donald Trump blev tidligere i år hængt op i den amerikanske storby Los Angeles under en protest mod den amerikanske administration.

Trump har nægtet alt

Lidt over et årti tidligere - i 2008 - blev Epstein dømt i en anden sag for blandt andet rufferi af en mindreårig.

Han fik dengang en dom på 13 måneders fængsel, men fik lov til at afsone en stor del af tiden uden for fængslet.

Jeffrey Epstein havde gennem en årrække flere prominente bekendtskaber - herunder USA's nuværende præsident.

Donald Trump har dog fastholdt, at han ikke har haft kendskab til Epsteins overgreb mod piger og kvinder.

Powered by Labrador CMS