Trump og Zelenskyj har talt om muligheder for fred

Ingen "retfærdig fred" for Ukraine uden europæere i forhandlinger, siger fransk minister efter Trumps opkald

Offentliggjort Sidst opdateret

Trump og Zelenskyj diskuterer fredsmuligheder

Ukraines præsident Zelenskyj og USA's præsident Trump har drøftet fredsmuligheder i en telefonsamtale.

Europæiske udenrigsministre understreger vigtigheden af europæisk deltagelse i fredsforhandlingerne.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har onsdag talt i telefon med USA's præsident, Donald Trump.

Det bekræfter begge parter på sociale medier.

Her diskuterede de to ledere ifølge Zelenskyj "muligheder for at opnå fred".

- Som præsident Trump sagde, lad os få det gjort, skriver den ukrainske præsident på X.

- Han ønsker fred

På Trumps sociale medie Truth Social, skriver han, at opkaldet med Zelenskyj "gik meget godt".

- Han, ligesom præsident Putin, vil gerne have fred.

USA's præsident Donald Trump har onsdag talt i telefon med henholdsvis Ruslands præsident Vladimir Putin og Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj. (Arkivfoto).

Samtalen kommer i kølvandet på, at Trump tidligere samme dag har talt i telefon med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Også den samtale delte Trump detaljer om i telefonopkaldet med Zelenskyj, skriver den ukrainske præsident.

Skal besøge hinanden

Under Trumps opkald med Putin aftalte de to ledere at besøge hinandens lande og at indlede forhandlinger om at slutte krigen i Ukraine med det samme.

Det skriver Trump på sit sociale medie Truth Social.

Opkaldet er ligeledes blevet bekræftet af Kreml, skriver det russiske statsmedie Tass, der også skriver, at de to ledere har aftalt at mødes.

- EU skal være inde over

Kort efter Trumps opkald med henholdsvis Zelenskyj og Putin, har adskillige europæiske udenrigsministre kommenteret på Trumps melding om at påbegynde forhandlinger.

Det gælder blandt andet Frankrigs udenrigsminister, Jean-Noël Barrot, der ifølge Reuters understreger, at der uden europæere i forhandlingerne ikke vil være nogen "retfærdig fred" for Ukraine.

Ligeledes påpeger Tysklands udenrigsminister, Annalena Baerbock, ifølge mediet, at der ikke kan blive taget nogen beslutning om krigen "uden ukrainsk input".

Og så er det ifølge udenrigsministeren meget vigtigt, at Europa står sammen i forhold til Ukraine.

- Vi har været klar til fred i de sidste tre år i modsætning til den russiske præsident Putin, siger hun ifølge Reuters.

Powered by Labrador CMS