Trump vil slagte Ørsted-projekter

Anker dom der gik Ørsteds vej

Offentliggjort Sidst opdateret

Trump-administrationen anker afgørelser om havvindprojekter

Trump-administrationen planlægger at anke afgørelser fra føderale domstole, der tillader genoptagelse af Ørsteds havvindprojekter i USA.

Indenrigsminister Doug Burgum udtrykker bekymring over radarforstyrrelser, mens Ørsted-aktien oplever kursfald efter udtalelsen.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Trump-administrationen har planer om at anke afgørelser fra føderale domstole i USA, der har givet en række havvindprojekter lov til at genoptage byggeriet, efter at administrationen beordrede arbejdet sat på pause.

Det siger USA's indenrigsminister, Doug Burgum, onsdag i et interview med mediet Bloomberg News.

Adspurgt om, hvorvidt man vil anke afgørelserne, svarer Burgum:

- Det vil vi absolut.

Det danske selskab Ørsted står bag to af de havvindmølleparker, som har fået lov til at genoptage byggeriet.

Ørsted ramt af påbud

Kort inden jul sidste år blev Ørsteds to amerikanske projekter Revolution Wind og Sunrise Wind ramt af et påbud fra amerikanske myndigheder om at indstille byggeriet i 90 dage.

Donald Trumps regering vil anke dommen om Ørsteds havvindmøller, der gik ham imod.

Begge havvindmølleparker havde godkendelser på plads og var i gang med at blive opført.

Det amerikanske indenrigsministerium begrundede beslutningen med en bekymring for, at vindmøllevingernes bevægelse og reflekterende tårne forårsager radarforstyrrelse.

Indenrigsminister Doug Burgum gentager onsdag den bekymring over for Bloomberg News.

- Folk siger, at det er et ideologisk angreb på havvind. Nej. Det her er en oprigtig bekymring, siger han til mediet.

Må bygge videre

Der er endnu ikke kommet en endelig dom i forhold til spørgsmålet. Den kommer først på et senere tidspunkt.

I mellemtiden har Ørsted dog fået en dommers ord for, at selskabet må bygge videre. Det er den afgørelse, som Trump-administrationen nu åbner for at anke.

Pausen i Ørsteds byggeri kunne ses i selskabets årsregnskab, der kom fredag.

Nedskrivning i millardklassen

De amerikanske benspænd havde ført til en samlet nedskrivning på 1,1 milliard kroner.

Ritzau har rakt ud til Ørsted, der oplyser, at selskabet ikke har nogen kommentar til meldingen fra USA.

Udtalelsen fra Burgum sendte Ørsted-aktien, der ellers havde ligget i grønt hele dagen, ned med over tre procent.

I løbet af eftermiddagen fik aktien dog hentet lidt af det tabte, og den lukkede med et mindre fald på 0,8 procent.

Powered by Labrador CMS