Tv-vært beder om hjælp efter bortførelse af mor
NBC-vært Savannah Guthrie beder om offentlighedens hjælp, efter at hendes mor for over en uge siden forsvandt
Den amerikanske tv-vært Savannah Guthrie har mandag bedt offentligheden om hjælp til at finde sin ældre mor, som forsvandt fra sit hjem i delstaten Arizona for mere end en uge siden.
Den 84-årige Nancy Guthrie formodes at være blevet bortført med krav om løsesum. Hun blev sidst set den 31. januar, da familiemedlemmer satte hende af ved hendes hjem nær byen Tucson, efter at de havde spist middag sammen.
Ifølge myndighederne blev Nancy Guthrie af familiemedlemmer dagen efter meldt savnet.
Chris Nanos, som er sherif i amtet Pima, har tidligere fortalt, at den 84-årige kvindes mobilitet er meget begrænset. Hun ville således ikke kunne have forladt sit hjem uden hjælp.
Efterforskere har derfor tidligt i forløbet konkluderet, at der er tale om en bortførelse.
Løsesum
To dokumenter, der tilsyneladende er breve, der drejer sig om en løsesum, er siden dukket op - i begge tilfælde er de blevet afleveret hos amerikanske nyhedsmedier.
- Vi tror, at vores mor stadig er derude, siger den 54-årige Savannah Guthrie, som er vært på NBC-programmet Today, i en video delt på det sociale medie Instagram.
- Retshåndhævende myndigheder arbejder utrætteligt døgnet rundt for at få hende hjem, for at finde hende. Hun blev bortført, og vi ved ikke, hvor hun er. Og vi har brug for jeres hjælp, lyder det videre.
Hun beder alle, der bemærker "noget som helst, der virker mærkeligt", og som kunne have betydning i hendes mors sag, om at melde det til myndighederne.
- Vi er i en desperat situation.
Direkte kontakt
Videoen kommer inden en frist mandag amerikansk tid, som er blevet angivet i et af de påståede løsesumsbreve.
En første frist i et tidligere brev var sat til fredag klokken 17, men fristen blev nået, uden at der skete noget, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det amerikanske forbundspoliti, FBI, og sheriffens kontor i Pima har oplyst, at det andet påståede løsesumsbrev dukkede op fredag.
Det skete, efter at familiemedlemmer havde sendt en opfordring til den eller de personer, der måtte holde Nancy Guthrie fanget, om at etablere direkte kontakt.