Udenrigsministeriet advarer danskere
Branden er ude af kontrol, skriver ministeriet
Situationen er langt fra under kontrol i Grækenland i øjeblikket.
Her er flere skovbrande brudt ud, og flere af dem er ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice ude af kontrol.
GRÆKENLAND: Skovbranden ved Ancient Olympia på Vestpeloponnes samt branden på øen Evia, ved Limni og Mantoudi, er ude af kontrol. Du bør holde dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, nyhedsmedier og dit rejsebureau. Følg altid de lokale myndigheders anvisninger.
— Udenrigsministeriets Borgerservice (@UMBorgerservice) August 4, 2021
De melder om, at brandene foregår på den vestlige del af halvøen Peloponnes, der ligger omkring 250 kilometer vest for Athen.
Den anden brand, de skriver om, er i gang på øen Evia - lige nord for Athen.
Det skulle være på den nordlige del af øen, at branden er brudt ud.
Råder danskerne
Brandene får Udenrigsministeriets Borgerservice til at henvende sig til de danskere, der befinder sig i området.
- Du bør holde dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, nyhedsmedier og dit rejsebureau.
- Følg altid de lokale myndigheders anvisninger, skriver de.
Historisk hedebølge
Grækenlands premierminister, Kyriakos Mitsotakis, har tidligere sagt, at landet oplever den værste hedebølge siden 1987.
Meteorologerne har varslet op til 45 graders varme.
Stærke vinde i området har gjort det muligt for brandene at sprede sig.

