Voldsomt jordskælv: Flere er døde

Et jordskælv har lørdag ramt det sydlige Ecuador og nordlige Peru. Skælvet havde en styrke på 6,8

Udgivet Opdateret

Et kraftigt jordskælv har lørdag ramt det sydlige Ecuador og det nordlige Peru.

Mindst tolv personer er døde, siger Ecuadors præsident, Guillermo Lasso, i en tv-tale.

Ifølge amerikanske myndigheder havde skælvet en styrke på 6,8.

Folk fanget i jordskred

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at jordskælvet skete på en dybde på omkring 66 kilometer.

Jordskælvet har været centreret syd for byen Guayaquil, som er en af de største byer i Ecuador. Den ligger i Guayas-regionen i Ecuador.

Der er meldinger om, at folk er fanget i jordskred, og at bygninger er blevet beskadiget.

Opfordrer til ro

Præsidenten har også skrevet på det sociale medie Twitter. Her opfordrer han til, at man forholder sig i ro og søger information gennem officielle kanaler.

Ifølge Reuters vurderer myndighederne ikke umiddelbart, at der er risiko for, at jordskælvet kan resultere i en tsunami.

Ecuadors myndighed for risikoadministration oplyser ifølge Reuters, at jordskælvet har kunnet mærkes i omkring halvdelen af landets provinser.

Flere veje er blokeret

Myndighederne oplyser derudover, at flere sundhedsfaciliteter, uddannelsesinstitutioner og hjem blev beskadiget.

Flere veje er blevet blokeret af jordskred.

Jordskælv er Jordens plader der tørner sammen

Læs her, hvordan danske geologer fra Geus beskriver jordskælv:

* Jordens overflade er delt op i en række 50-300 kilometer tykke stive stenplader, der konstant bevæger sig i forhold til hinanden.

* Jordens kontinenter sidder fast på disse plader. Der ligger ufattelige kræfter bag pladernes bevægelser, og det klippemateriale, som pladerne består af, bliver bøjet og vredet.

* Til tider opstår der så store spændinger i klippematerialet, at det pludselig revner, og de to sider af brudfladen forskyder sig i forhold til hinanden med et voldsomt ryk.

* Herved frigives en masse energi, der i form af seismiske bølger spreder sig igennem kloden som ringe i vand. Når de seismiske bølger passerer et sted på jordoverfladen, mærker vi det som et jordskælv.

* Den mest berømte metode til angivelse af et jordskælvs størrelse er udviklet af den amerikanske seismolog Charles F. Richter, som har lagt navn til richterskalaen. Det er den nok mest kendte jordskælvsskala.

* Richterskalaen er udviklet til at sammenligne størrelsen på jordskælv i Californien. Den er tilpasset de særlige geologiske forhold, der er i Californien.

* Ved især meget kraftige skælv andre steder i verden anses richterskalaen i dag ikke som den bedste.

* Momentmagnitudeskalaen bruger flere fysiske parametre til at udregne et såkaldt Mw-tal, som er et udtryk for skælvets størrelse.

* Mw-tallet udtrykker, hvor meget energi der er blevet udløst ved skælvet. Mw-tallet kan sammenlignes for alle typer af jordskælv.

* Momentmagnitudeskalen anvendes i dag ved alle mellemstore og store jordskælv.

Kilde: De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)

Myndigheder i Peru oplyser ifølge Reuters, at man har kunnet mærke jordskælvet i landets nordligste del. Men der er ingen umiddelbare rapporter omkring materielle skader eller tilskadekomne personer i Peru, lyder det.

Der bor lidt under 18 millioner mennesker i Ecuador. I Peru bor der over 33 millioner mennesker.

Et jordskælv, som er målt til en styrke på 6,8, har ramt det sydlige Ecuador og nordlige Peru lørdag. Her ses skader i byen Machala i Ecuador.
Et jordskælv, som er målt til en styrke på 6,8, har ramt det sydlige Ecuador og nordlige Peru lørdag. Her ses skader i byen Machala i Ecuador.
Powered by Labrador CMS