Nyt job til Mads Steffensen: Det skal han nu

Når det populære underholdningsprogram "Jeopardy" vender tilbage på de danske tv-skærme til næste år, bliver det med Mads Steffensen som vært

Udgivet Opdateret

Resume: Jeopardy i Danmark

  • Mads Steffensen bliver ny vært
  • Tidligere sendt på TV 2 og TV3
  • Første gang sendt i USA i 1964
  • Premiere på Kanal 5 og discovery+ næste år

Seerne til det ikoniske quizshow "Jeopardy" kan glæde sig til et velkendt ansigt og røst, når programmet endnu en gang ruller over skærmen.

Det bliver nemlig den populære vært Mads Steffensen, som skal tage seerne og deltagerne i hånden gennem programmet, når Kanal 5 og discovery+ giver konceptet et comeback.

Det annoncerer Warner Bros. Discovery i en pressemeddelelse.

- Det er en legendarisk quiz for mig, og vi kalder det faktisk verdens bedste quiz i programmet. Det synes jeg, er en passende beskrivelse - det viser historien, siger Mads Steffensen i pressemeddelelsen.

- "Jeopardy" er tilbage, og det er en kæmpe ære for mig at være med til, at programmet nu kommer tilbage til Danmark, tilføjer Mads Steffensen, der særligt er kendt fra dilemmaprogrammet "Mads og A-holdet" og som tidligere vært på DR's livsstilsprogram "Kender du typen".

Den danske udgave af quizshowet "Jeopardy" blev vist første gang i 1995. Nu kan seerne igen gætte med på diverse kategorier i 2024. (PR-foto).

Værten har svarene

I "Jeopardy" er det værten, der har svarene, og deltagerne, der stiller spørgsmålene.

For eksempel:

- Navnet på den nye vært på "Jeopardy"?

- Hvem er Mads Steffensen, kunne det lyde.

Tidligere har Søren Kaster, Lasse Rimmer, Lars Daneskov og Adam Duvå Hall været værter på "Jeopardy". Nu er stafetten givet videre til Mads Steffensen, efter at han netop har været quizvært på "Alle mod alle" på Kanal 5.

Lang historie

"Jeopardy" har en lang historie med at teste deltagernes paratviden i kategorier som sport, videnskab, litteratur og popkultur. Det blev sendt første gang i USA på NBC i 1964.

Det populære quizshow blev sendt første gang på danske tv-skærme på TV 2 fra 1995 til 2005 og igen på TV3 fra 2014 til 2015.

Programmet får premiere til næste år på Kanal 5 og discovery+.

I den kommende udgave kan seerne se frem til at være i selskab med danske kendisser, der skal dyste i viden om diverse kategorier.



Powered by Labrador CMS