Politiet jagter tricktyve: Flere butikker ramt

Politiet jagter lige nu tre personer, der mistænkes for at stå bag i hvert fald to tilfælde af tricktyveri.

Dagli’Brugsen i Flakkebjerg er en af de to butikker, der havde besøg af listige tricktyve søndag. Foto: Google Streetview
Udgivet Opdateret

To gange søndag var vakse tricktyve på spil i dagligvarebutikker i det syd-vestsjællandske. Derfor har politiet udsendt fyldige signalementer af de tre personer – i håb om at finde frem til dem.

Første gang, intetanende butiksansatte stødte på de tre personer var klokken 18.10, da svindlerne indfandt sig i Dagli’Brugsen i Flakkebjerg. Her foretog de to en klassisk afledningsmanøvre og fjernede ekspedientens opmærksomhed, mens den tredje lavede et kassedyk og huggede et bundt pengesedler.

– Efter at de to andre havde købt en doughnut, forlod tyvene forretningen, og kort efter opdagede medarbejderne tyveriet. Det er ikke gjort op, hvor stort et beløb tyvene slap af sted med, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Samme trick blev gentaget bare en halv time senere. Denne gang i SuperBrugsen i Fuglebjerg mellem Næstved og Slagelse. Derfor vurderer politiet, at det formentlig er de samme gerningsmænd, der gentog tyveriet.

Nu vil ordensmagten gerne have fingrene i de tre dansktalende personager. De beskrives som:

A: Mand, dansk, omkring 35 til 45 år, cirka 185 til 190 centimeter høj, almindelig/spinkel af bygning, kort kommunefarvet hår. Han havde en brun skindjakke på med optrukne ærmer, blålige jeans og bar solbriller.

B: Mand, dansk, omkring 35 til 45 år, cirka 190 til 205 centimeter høj, almindelig/spinkel/ranglet af bygning, kort lysere hår. Han var iført en sort t-shirt med to hunde med tekst på brystet, blålige jeans, og lys kasket. Han bar også solbriller.

C: Kvinde, dansk, omkring 25 til 30 år, cirka 165 til 170 centimeter høj, almindelig af bygning, langt brunt glat hår, iført grålig cardigan, hvid top, cowboy nederdel, gamacher og sandaler.

Sammen var de tre kørende i en mindre mørk personbil, som manglede en hjulkapsel på det højre forhjul.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil gerne høre fra eventuelle vidner eller andre med oplysninger i sagen. Det kan kontaktes på telefon nummer 114.

Powered by Labrador CMS