Slukker for varmen

Offentlige bygninger må maksimalt opvarmes til 19 grader, ligesom facader heller ikke må lyses op

Offentliggjort Sidst opdateret

I Tyskland slukker de for varmen i offentlige bygninger.

Bortset fra hospitaler og andre bygninger med kritiske funktioner må offentlige bygninger fra 1. september kun opvarmes til maksimalt 19 grader.

Heller ikke facader må længere være oplyst, hvis det sker for æstetikkens skyld. Butikker kan blive tvunget til at slukke for lyset i udstillingsvinduer.

Slut med varmt vand

Det er også slut med varmt vand, når man skal vaske hænder. Her vil der dog også på blandt andet hospitaler, i børnehaver og skoler være undtagelser, skriver det tyske medie Deutsche Welle.

Nogle steder er det også planlagt, at det varme vand slukkes i svømmehallernes brusebade.

Lignende lokale initiativer

Tiltaget kommer i kølvandet på lignende lokale initiativer i flere tyske byer - blandt andet i Hannover.

Her blev det tidligere vedtaget, at offentlige bygninger kun må varmes op fra 1. oktober til 31. marts.

I en anden tysk by, Augsburg i delstaten Bayern, er man allerede stoppet med at lyse bygninger op, når mørket falder på om aftenen.

Også neonskilte som dem, der ses på billedet, skal fra 1. september slukkes klokken 22 og må først tændes igen klokken 4 den følgende morgen.
Også neonskilte som dem, der ses på billedet, skal fra 1. september slukkes klokken 22 og må først tændes igen klokken 4 den følgende morgen.

Mindre gas

En lurende europæisk energikrise skyldes blandt andet Ruslands invasion af Ukraine.

Rusland leverer mindre billig gas til Europa end før, og samtidig vil Europa mindske sin afhængighed af russisk gas og søge andre energikilder.

Ifølge Rusland er leverancen via gasrørledningen Nord Stream 1 skruet ned og lige nu stoppet på grund af vedligeholdelse.

Skal reducere gasforbrug

Ifølge nyhedsbureauet Reuters håber regeringen i Tyskland, at tiltaget vil reducere gasforbruget med to procent.

Fra oktober vil flere tiltag træde i kraft, skriver Deutsche Welle. De tiltag vil fokusere mere på energibesparelser på den lange bane. For eksempel skal alle bygninger med gasvarme have et effektivitetstjek.

GODE EKSEMPLER PÅ ENERGIFORBEDRINGER

• Hvis man udskifter gamle to-lags termovinduer til nye A-mærkede vinduer, vil man i et gennemsnitshus med naturgas årligt kunne spare ca. 6.000 kroner om året. 

Hvis ens hus opvarmes ved en varmepumpe kan man spare ca. 2.500 om året.

• Hvis man isolerer på loftet, så man går fra 100 mm til 300 mm isolering, vil man kunne spare ca. 3.500 kroner om året, hvis ens hus opvarmes med naturgas. Hvis ens hus opvarmes ved en varmepumpe kan man spare cirka 1.400 om året.

• Hvis man isolerer en hulmur der tidligere indeholdt gammel leca-isolering, der er faldet sammen, kan man spare 3.300 kroner, mens der er hele 13.800 at hente om året på gasregningen hvis hulmuren tidligere var uden isolering. I et tilsvarende hus opvarmet ved varmepumpe kan man hente op til 5.500 kr.

• *Besparelserne afhænger af husets størrelse, stand og forsyningsform og er eksklusiv omkostningerne til at gennemføre det enkelte tiltag. 

Den økonomiske besparelse er beregnet på baggrund af energipriser for varmesæsonen 2021-2022, som er ca. dobbelt så høje som priserne på samme tid året før. 

Eksemplerne er derfor udtryk for et øjebliksbillede, som kan ændre sig. Du kan regne på besparelsen i dit eget hus på SparEnergi.dk’s energiløsninger. 

Ved varmepumpe er besparelsen lavere, da varmepumpen generelt er mere energieffektiv. Når man konverterer fra gas til varmepumpe, vil man i et typisk hus cirka halvere sin varmeregning.

Fakta om undersøgelsen:

• Undersøgelsen er foretaget af Epinion for Energistyrelsen

• Analysen baserer sig på cirka 1.000 webinterviews af 18-75-årige danskere indsamlet via Norstat panel i perioden 24 marts - 31 marts 2022.

Kilde: Energistyrelsen, SparEnergi.dk
Powered by Labrador CMS