16.000 invitationer med forkert vaccinetilbud

Statens Serum Institut har sendt invitationer til vaccination ud til borgere, hvor der i emnefeltet er fejl

Udgivet Opdateret

Omkring 16.500 borgere har modtaget et brev fra Statens Serum Institut (SSI) med vaccineinvitationer, som er fejlbehæftede.

Det oplyser seruminstituttet, som også har udsendt en pressemeddelelse.

Fejlen består i, at der i emnefeltet har stået forkerte oplysninger om, hvilken vaccination de ville få tilbudt.

Men informationerne i selve brevet, som i de fleste tilfælde er landet i en virtuel indbakke, skulle være korrekt, oplyser SSI.

Der er desuden nye breve på vej.

Statens Serum Institut har sendt fejlbehæftede invitationer ud til 16.000 mennesker. (Arkivfoto).
Statens Serum Institut har sendt fejlbehæftede invitationer ud til 16.000 mennesker. (Arkivfoto).

Det drejer sig om omkring 16.000 indbydelser til forældre om influenzavaccination af deres børn. 

Og 500 indbydelser til borgere over 85 år med tilbud om vaccination mod corona, influenza og Pneumokokker.

I invitationerne til forældrene står der i emnefeltet, at de er blevet indbudt til revaccination mod corona, selv om invitationen kun går på vaccination mod influenza.

Tilbudt boosterstik

I invitationerne til nogle borgere over 85 er de blevet indbudt til en vaccination mod pneumokokker, som de ikke skulle have fået et tilbud om.

Den fjerde vaccinationsrunde mod corona - den såkaldte boostervaccination - startede torsdag. Her blev de første plejehjemsbeboere og borgere over 85 år tilbudt et boosterstik.

Fra den første oktober følger tilbuddet til den del af befolkningen, der har rundet 50 år.

For alle aldre er det vigtigt at booke tid, understregede vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Bilsted Probst onsdag. Også selv om smitten er lav på nuværende tidspunkt.

Skal selv bestille tid

- De andre år med corona har vist os, at smitten blusser op om efteråret, og før det sker, er det vigtigt at være på forkant. På den måde kan vi forebygge, at alt for mange bliver smittet, sagde hun.

Også en del personer under 50 år er berettiget til et ekstra vaccinestik. Nemlig dem, der på grund af eksempelvis deres arbejde eller sygdom anbefales at få det.

De får dog ingen indbydelse automatisk, men skal selv bestille tid.

Powered by Labrador CMS