Alle strandede hvaler på Fanø er nu bekræftet døde
Søndag bekræftes alle kaskelothvaler på Fanø døde. Kæberne fjernes med motorsav
Den sidste af de strandede kaskelothvaler på Fanø er nu bekræftet død.
Hvalen ved Sønderho var den sidst levende hval.
Bjærgningen af kæben vil blive påbegyndt af strandfoged Michael Baun.
Kæben vil blive sendt til analyse på Københavns Universitet (KU).
De strandede hvaler omtales som værende "unge hanner". Analysen fra KU vil give en estimeret aldersbestemmelse for hvalerne.
Den afdøde hval ved Sønderho er blevet målt til en længde på 13,6 meter. Det skriver tvSyd, som er til stede ved hvalen i Sønderho.
Penis kommer ud
Kaskelothvalen fik undersøgt sin vejrtrækning igennem åndehullet. Det er ét ud af flere indikatorer for hvalens død.
Derudover er strittende finner, penissen kommer ud, og at prikke hvalen forsigtigt i øjet, er nogle af de andre indikatorer.
Lørdag aften blev der opdaget en sjette hval, men den har ifølge Michael Baun været død længe.
Alle seks strandede kaskelothvaler er hanner.
Det er ikke tilfældigt, at det er hannerne, som strander. Hannerne drager nordpå og spiser sig store. Hannerne vil, når de er klar, så drage sydpå for at parre sig.
Drejer forkert
Én af grundene til, at kaskelothvalerne så ender på de danske kyster, er, at de drejer forkert ved Irland. Det siger Peter Teglbjerg Madsen, der er professor i biologi, til TV 2.
På grund af østenvind i lang tid arbejdes der med en teori om, at kaskelothvalerne mangler lyd at navigere efter.
I alt er fire kæber sikret, og sikringen af den femte kæbe er nu igangsat af strandfoged Michael Baun.
Det er endnu uvist, hvorvidt den sidste af de seks strandede hvaler på Fanø vil få bjærget dens kæbe søndag.
Kaskelothvalerne, som strandede ved Ålbæk Bugt og Blåvand, i henholdsvis slut januar og start februar, var også hanner.