Ansat i kirke meldt for overgreb mod barn

Domkirke i København melder en medarbejde til politiet, efter at avis har skrevet om mulige overgrebssager

Udgivet Opdateret

Vor Frue Kirke i København anmelder en ansat, der er fritaget for tjeneste, til politiet på baggrund af anklager rejst i Berlingske om overgreb i 1990'erne.

Det oplyser den københavnske domkirke i en pressemeddelelse.

Beslutningen er truffet på et menighedsrådsmøde onsdag aften.

Her deltog 13 ud af rådets 15 medlemmer, som "med stor sorg og overraskelse" var blevet gjort bekendt med en række beskyldninger mod en centralt ansat i kirken for overgreb og seksuelle krænkelser.

Gjort bekendt i 2014

Allerede i 2014 blev menighedsrådet bekendt med sagen, men det er først i forbindelse med Berlingskes afdækning, at menighedsrådet er blevet bekendt med alt, der skulle være sket. 

Det fortæller Hanne Sundin, næstformand i menighedsrådet.

- Dengang var der en mistanke. Den var slet ikke foldet ud. Det var slet ikke det, vi ser ind i nu.

- Vi er dybt chokerede, vi er rystede og forfærdede og på den baggrund er vi nødt til at sige, at det her blev der ikke taget hånd om dengang, fordi politiet henlagde sagen.

- Nu er der kommet ny viden frem, og det må politiet nødvendigvis se på igen, siger hun til Ritzau.

PRESSEMEDDELELSE

Uddrag fra pressemeddelelse fra Vor Frue Kirke

• Vi indleder en personalesag mod den omtalte medarbejder. 

• Vi anmelder personen til politiet på baggrund af de anklager, vi har fået kendskab til via Berlingske Tidendes artikler. [Anmeldelsen er indgivet efter mødet, torsdag morgen den 26. maj] 

• Vi hilser samarbejdet med Kirkeministeriet velkomment, herunder dets undersøgelse ved Kroman Reumerts advokater. 

• Vor Frue Kirke vil intensivere arbejdet med Københavns Stifts handleplan vedrørende seksuel chikane og Folkekirkens Arbejdsmiljøråds vejledninger om håndtering af krænkelser. Arbejdet er forankret i Vor Frue Kirkes samarbejdsforum, som omfatter samtlige personalegrupper. 

• Vi er i dialog med medarbejdere, frivillige og præster om håndtering af den aktuelle sag. Vi opfordrer alle til at gå til kontaktpersonen med bekymringer, og hvis der er kendskab til andre uadresserede sager. 

• Vi vil sikre størst mulig åbenhed i og omkring Vor Frue Kirke.

Indleder sag

På mødet besluttede de blandt andet at indlede en personalesag mod den pågældende medarbejder. Desuden blev han sendt hjem.

Kirken, der også kaldes Københavns domkirke, vil desuden intensivere sit arbejde med en handleplan mod seksuel chikane og gøre det tydeligt for frivillige og ansatte, at de kan komme frem med oplevelser og bekymringer.

Vor Frue Kirke i København har også før fået advarsler om påståede overgreb begået af en centralt ansat i kirken. Dengang førte kirkens anmeldelse ikke til noget, da sagen var forældet. (Arkivfoto).
Vor Frue Kirke i København har også før fået advarsler om påståede overgreb begået af en centralt ansat i kirken. Dengang førte kirkens anmeldelse ikke til noget, da sagen var forældet. (Arkivfoto).

Beslutningerne er truffet, efter at Berlingske tidligere i maj har beskrevet, at en ansat i Vor Frue Kirke har beholdt sit job til trods for anklager om flere års overgreb mod et barn.

Overgrebene skulle være begået i 1990'erne. Barnet var 12-14 år.

Holdt kortene tæt

Da kirken blev bekendt med beskyldningerne i 2014, førte biskoppen ikke sagen videre, men en i menighedsrådet valgte at gå til politiet.

Her faldt sagen ifølge Berlingske for en daværende forældelsesfrist, som betød, at en sag var forældet, ti år efter at barnet fyldte 18 år.

Den ansatte i den københavnske domkirke, som beskyldes for overgreb i 1990'erne, er blevet fritaget for tjeneste. (Arkivfoto).
Den ansatte i den københavnske domkirke, som beskyldes for overgreb i 1990'erne, er blevet fritaget for tjeneste. (Arkivfoto).

Foruden beskyldninger om overgreb på et barn er der også rettet anklager mod den ansatte for ved to lejligheder i 00'erne at have udvist grænseoverskridende eller seksuelt krænkende adfærd.

Her var det to yngre mænd, som ifølge avisen var målet for den kirkeansattes opmærksomhed.

-Et trygt sted

Menighedsrådet oplyser i pressemeddelelsen, at kirken hilser samarbejdet med Kirkeministeriet - herunder en advokatundersøgelse - velkommen. 

Og medlemmerne understreger, at kirken skal være et trygt sted at være.

- Det er vores inderlige håb, at det vigtige sociale, kulturelle og åndelige arbejde, som medarbejdere og frivillige i og omkring Vor Frue Kirke udøver, ikke lider skade, skriver kirken.

Powered by Labrador CMS