Dansk eventyrer klar til mere

Hjalte Tin drog på eventyr på motorcykel i 1980 med sin hustru og børn. Siden er det blevet til 15 bøger om deres fælles rejser. 8. september fylder han 70

Udgivet Opdateret

I mere end 40 år har Hjalte Tin gået på opdagelse i verden sammen med sin hustru, Nina Rasmussen - både på motorcykel og i elbil. Men på trods af at have rejst i over 50 lande er der flere eventyr på vej, håber han.

8. september fylder Hjalte Tin 70 år.

Eventyret begyndte i 1974 da Hjalte Tin og Nina Rasmussen mødte hinanden på Christiania.

I løbet af få år kom børnene Emil og Ida til verden, men det satte ikke en stopper for parrets udlængsel.

I første omgang var det Sydamerika, der skulle udforskes.

Så på motorcykel kørte de fra Los Angeles til Rio de Janeiro med deres børn.

Satte skub i karrieren

Det var bogen om den rejse "Held og lykke: På motorcykel med Emil og Ida gennem Sydamerika" fra 1983, der for alvor satte skub i deres karriere som eventyrere.

Siden da er det blevet til adskillige rejser. Både sammen og hver for sig.

Flere af rejserne er beskrevet i parrets tilsammen 15 udgivelser, der udspiller sig i alt fra tidligere Sovjetlande til Afrika.

Jirden rund i elbil

I 2010 blev parret de første til at rejse jorden rundt i en elbil.

Ifølge Hjalte Tin var rejsen et slag for den grønne omstilling.

- Det var i elbilens stenalder, så der fandtes meget få elbiler, og der var også meget få, der kørte i dem, fordi der ikke var nogen ladefaciliteter. Vi ville gerne vise, at når man kan køre jorden rundt i en elbil, så kan man også køre til Køge, siger han.

Hjalte Tin er ikke færdig med at opleve verden, til trods for at han sammen med sin kone har rejst på eventyr i over 40 år. 8. september fylder han 70. (Privatfoto).

Rejser til Norge

I forbindelse med fødselsdagen rejser parret til Norge for at besøge familie, men derudover har de ingen kommende rejseplaner.

Hjalte Tin er dog endnu ikke færdig med at rejse.

- Der er masser af vidunderlige steder, som vi ikke har set. Og dem vi har set, er også spændende at se igen. Verden lokker stadig, siger han.

Guldbryllup i 2023

Til næste år kan Hjalte Tin og Nina Rasmussen fejre guldbryllup.

De er bosat i Mørke i et økologisk sekskantet hus efter eget design. Der har de boet i 30 år.

Sammen har parret to børn, Ida og Emil, samt Nina Rasmussens søn, Max, fra et tidligere forhold.

Parret har derudover seks børnebørn.

Powered by Labrador CMS