DMI: Her kommer 25 centimeter sne
Der kan komme op mod 25 centimeter sne, lyder det fra DMI
Årets første weekend byder på koldt vejr, og mange steder i landet vil der også falde sne.
Ønsker man at planlægge kælketure og sneboldkampe, ser søndag ud til at blive den mest egnede dag.
25 centimeter
Det siger Mille Jensen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt fredag morgen.
- Kort sagt, så bliver det koldt. Nogle steder vil man opleve ingen sne, og andre steder vil man måske se op mod 25 centimeters sne, siger hun.
I Nordjylland vågner danskerne allerede fredag morgen til sne nordfra, mens de fleste andre landsdele kan få sol. På Bornholm skal man dog regne med en blanding af regn og slud, der senere vil blive til klart vejr med lidt sol.
Flere steder
Sneen fra Nordjylland bevæger sig i løbet af dagen videre ned over landet og giver snebyger de fleste steder - ud over Bornholm.
Snefnuggene fra nord kommer med kold luft, hvilket betyder, at temperaturen fredag vil holde sig lige omkring frysepunktet.
Sneen fortsætter
Natten til lørdag falder temperaturen så til minus 2 til minus 10 grader, mens snebygerne fortsætter.
- Det er ikke særligt koldt for januar, men det vil føles som et temperaturskifte i forhold til den december, vi lige har haft, siger Mille Jensen.
Om dagen lørdag vil temperaturen ligge mellem minus 6 grader og frysepunktet, og her vil sneen fortsat gælde Nordjylland, Djursland og store dele af Sjælland.
Hele landet
Natten til søndag falder temperaturen igen til omkring minus 10 grader, og så kan der på ugens sidste dag ventes sne til stort set hele Danmark.
- Fredag og lørdag vil jeg nok ikke bevæge mig særlig meget ud på grund af vinden - særligt i Nordjylland. Søndag bliver det mere vindstille, så der kan man nok godt komme og at kælke og bygge en snemand.
Nord for Danmark
Der ligger aktuelt et stort lavtryk, som er blevet døbt Anna, nord for Danmark, forklarer meteorologen.
Det har placeret sig mellem Sverige og de baltiske lande, hvor det i et par dage vil ligge og snurre rundt om sig selv, mens det dør ud.
Lokal variation
Det betyder, at snebygerne vil blive trukket ned over Danmark i striber, som kan give stor lokal variation af mængden af sne.
- Hvis man kører på tværs af Sjælland, kan der være nærmest ingenting et sted, og så kan du køre hen til 10-15 centimeters sne i nabobyen, siger Mille Jensen.