Elses fyldte ble for retten

To tidligere plejehjems-ansatte tiltalt for grov pligtforsømmelse

Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV2 ØSTJYLLAND

Tirsdag kom det frem, at to tidligere ansatte er blevet tiltalt for grov pligtforsømmelse i arbejdstiden på baggrund af dokumentaren Plejehjemmene bag Facaden på plejehjemmet Kongsgården i Viby.

Det er ifølge lektor i sundhedsret på Syddansk Universitet Kent Kristensen meget usædvanligt. 

Det siger han til TV2 Østjylland.

- Det er en sag, der har principielt stor betydning, fordi det er en af de få sager, hvor der bliver rejst ansvar for omsorgspersonalet for at udvise manglende omhu og agtpågivenhed for det omsorgsansvar, siger lektoren.

- Man har et ansvar

Ifølge ham er der ikke grund til at tro, at sagen får lignende til at dukke op andre steder, men den er med til at illustrere, at man som omsorgsansat og privatperson har et ansvar for de pligter, der følger med tjenesten, vurderer han.

- Den er med til at understrege over for omsorgspersonalet, at man har personligt ansvar for de pligter, der følger med ansættelsen. 

- Så den her sag får stor betydning i praksis, og den vil blive diskuteret på plejecentrene, siger Kent kristensen.

Tiltalen går ifølge anklageskriftet, som Ritzau har set, på den konkrete episode, hvor den dengang 90-årige Else Marie Larsen ikke fik skiftet sin ble, selvom der var afføring i den.

Ærgrelse blandt politikere

Blandt Aarhus Kommunes politikere er der ærgrelse over, at to personer nu er tiltalt, men lettelse over det foreløbige punktum.

- Det betyder jo, vi formentlig ikke har gjort vores arbejde godt nok, og de heller ikke har gjort det som medarbejdere for kommunen. 

- Omvendt er jeg tilfreds med, hvis politiet vurderer det, at det er det, man gør, siger byrådsmedlem Jan Ravn Christensen (SF) til TV2 Østjylland.

Hans indtryk er, at det går rigtig godt på Kongsgården, og at det ikke er Kongsgården i sig selv, der er interessant længere, men den historie, der har været.

- Det er et nyt sted i dag

Sætter det gang i refleksion om kommunens ansvar i den her sag efter, der nu er rejst tiltale af kommunale medarbejdere?

- Nej, det synes jeg ikke. Vi har været igennem hele det forløb, der har været, der er ryddet op, der har være afskedigelser, tjenstlige samtaler, der er sket nyansættelser. 

- Kongsgården er et helt nyt sted i dag, vi har taget ved lære af, at ledelse skal have fokus på driften og det, der foregår på plejehjem, det er der fuld opmærksomhed på, siger Jan Ravn Christensen.

Heller ikke Nye Borgerliges Henrik Arens mener, at der er et kommunalt ansvar.

Forfærdelige billeder

- Jeg synes jo kun, det er fair, at de to specifikke medarbejdere får testet, om det har været svigt i juridisk forstand, for det var jo forfærdelige billeder, vi kunne se på TV 2 dengang.

- Skal man snakke politisk ansvar, er det, om vi har nok sosuansatte på plejehjemmene, og om vi har været gode nok til at få en leder, der har været god til sortere i den arbejdskultur, der var på plejehjemmet dengang, men betyder ikke den enkelte medarbejder er ansvarsfri, siger Henrik Arens.

Spøger stadig

Også Peter Sporleder (K) er glad for et nu foreløbigt punktum i den ulykkelige sag:

- Det er noget, der stadig spøger, og det er skræmmende det, der skete dengang. Når det sagt, tror jeg, det er godt for alle, at der kommer en afklaring på det nu, og at der er rejst tiltale. 

- Vi har brug for at vide, der kommer en afslutning og lære af det ikke mindst. Men det er dybt tragisk, det overhovedet skulle komme dertil, siger Peter Sporleder.

De to tidligere plejehjemsansatte skal for retten i det nye år. Aarhus Kommune og FOA har ikke ønsket at stille op til interview med TV2 Østjylland.

Plejecenter Kongsgården i Viby, Aarhus, hvor Else Maris Larsen var udsat for omsorgssvigt.
Plejecenter Kongsgården i Viby, Aarhus, hvor Else Maris Larsen var udsat for omsorgssvigt.
Powered by Labrador CMS