En halv million boligejere bliver ramt

Prisen på gas er eksploderet, men mange borgere har ikke noget alternativ

De mange husejere, der er afhængig af naturgas, rammes lige nu hårdt på pengepungen.
De mange husejere, der er afhængig af naturgas, rammes lige nu hårdt på pengepungen.
Udgivet Opdateret

Citathistorien: Ingeniøren

Lige nu rammes 416.575 boligejere hårdt på pengepungen, fordi de er afhængige af naturgas som varmekilde.

Det kan alene i 1. kvartal i år give en gennemsnitsfamilie en ekstraregning på op mod 4.800 kroner, og mange af dem har ikke engang et alternativ.

De bor nemlig i områder, hvor udrulningen af fjernvarme er gået langsomt, afslører en kortlægning, Ingeniøren har foretaget på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og data fra Aalborg Universitet.

Topper listen

I kommuner som Dragør, Allerød, Egedal, Rudersdal, Køge og Holbæk opvarmes omkring halvdelen af boligerne af naturgas, og målt på antal boliger topper Holbæk listen med 17.386 naturgasopvarmede boliger.

»I nogle kommuner – herunder specielt Holbæk – har man ikke prioriteret varmeplanlægning særligt højt, og det er først nu, der kommer nogle områder med fjernvarme,« siger chefkonsulent Nicolai Kipp fra brancheorganisationen Dansk Fjernvarme til Ingeniøren.

Dansk Fjernvarme vurderer, at det inden for en årrække vil være muligt at konvertere omkring 300.000 af de nuværende boliger på naturgas til fjernvarme, som har den fordel, at den kan baseres på flere kilder som eksempelvis overskudsvarme fra elproduktion, biomasse og affald.

Bedst for samfundet

Forskere fra Aalborg Universitet har for nylig i en rapport konkluderet, at det også er bedst for samfundet, hvis fjernvarmen udbygges yderligere.

De anbefaler, at landets kommuner får udarbejdet en strategisk varmeplan, hvor mulighederne for fjernvarmeudvidelser og nye varmekilder undersøges.

Og det haster følge professor Henrik Lund, der er en af hovedforfatterne til rapporten.

»I områder, der er udlagt til naturgas, skal vi have gang i varmeplanlægning, så der kan komme fjernvarme. Spørgsmålet er, om det sker hurtigt nok i dag forhold til, at boligejerne køber individuelle varmepumper,« siger han.

Genkender ikke billedet

Hos Kommunerne Landsforening genkender man ikke billedet af, at kommunerne har sløset med varmeplanlægningen.

»Ud af 2,6 millioner husstande er der halvanden million, der har fjernvarme i dag, så deri ligger jo, at det er noget, man har tænkt over og arbejder med,« siger Nete Herskind, chefkonsulent i Center for Klima og Erhverv.

Powered by Labrador CMS