Gigantisk millionunderskud i Odense Letbane

Formanden for Odense Letbane tror ikke længere på, at Odense Letbane kan opfylde prognoserne for passagertal

Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV 2 Fyn

Der mangler 58 millioner kroner i Odense Letbanes driftsøkonomi i 2023 og 89 millioner kroner i 2024.

Det er kom ifølge TV 2 Fyn frem på et pressemøde onsdag middag.

Odense letbane vil bede om de 147 millioner kroner gennem et ekstra tilskud fra Odense Kommune for både 2023 og 2024, for at dække driftsunderskuddet, skriver TV 2 Fyn.

Har mistet troen 

Prognoserne for passagertallet tror letbanens formand, Jesper Rasmussen, ikke længere på kan opnås.

- Det er en ærgerlig og dybt beklagelig situation. Selv om vores passagertal siden driftsstarten har ligget under prognoserne, så har vi hele tiden haft en forventning om, at kurven ville bevæge sig den rigtige retning. Men det lader vente på sig. Og på det seneste er tabet af passagerer desværre forstærket af det flere uger lange driftsstop på grund af facadeankre, forklarer Jesper Rasmussen.

Problem på problem

Da letbanen åbnede i 2022 regnede man med 25.000 daglige passagerer. Det tal blev nedjusteret for 2023, så man der regnede med 21.500 daglige passagerer. I månederne indtil driftsstoppet var der 16.000-17.000 passagerer.

Odense Letbane estimerer et stort driftsunderskud
Odense Letbane estimerer et stort driftsunderskud

Driftsstoppet blev udløst af en køreledning som faldt ned, og afslørede store kvalitetsfejl i opsætningen af de strømførende ledninger. Ankrene, som holder ledningerne fast til husmure, måtte derfor efterses og udskiftes, før man kunne køre igen.

Kassen så godt som tom

I det nye estimat for årets trafiktal med letbanen fremgår det, at cirka 5,3 millioner passagerer vil køre med letbanen i 2023. I 2024 estimeres tallet til at stige til 6,4 millioner.

ODENSE LETBANE

Odense Letbane er en dansk letbane, der gik i drift 28. maj 2022. Den første etape går fra Tarup Center i det nordvestlige Odense via Idrætsparken, Bolbro, Odense Banegård, Rosengårdcentret, Syddansk Universitet og Nyt OUH til Hjallese Station i syd. Den er 14,5 km lang og og har 26 stationer. 34.000 passagerer forventes at bruge letbanen dagligt. Den samlede anlægssum for den første etape er 3,3 milliarder kroner. Letbanebyggeriet er finansieret af Odense Kommune, den danske stat og Region Syddanmark.

Der er planlagt en 2. etape, som vil indeholde yderligere 7,8 km spor til en pris på 1,9 milliarder kr., som Odense Byråd har besluttet at arbejde for at etablere, men der foreligger endnu ingen anlægslov eller statslig medfinansiering.

Kilde: Wikipedia

TV 2 Fyn har tidligere fortalt, at pengekassen med anlægsreserver er så godt som tom. Derfor må pengene findes et andet sted, hvis underskuddet skal dækkes.

Powered by Labrador CMS