I chok over prisstigning

Beboere i blandt andet Ulstrup kan se frem til en voldsom stigning på deres varmeregning. Nu vil østjysk folketingspolitiker have ministeren i tale for at finde en løsning

Ministeren skal på banen, mener Hans Kristian Skibby
Ministeren skal på banen, mener Hans Kristian Skibby

Citathistorie: TV2 Østjylland.

Husejerne i Ulstrup spærrede øjnene noget op, da de læste varslingen for næste års varmeregning.

Og det samme gjorde folketingsmedlem, Hans Kristian Skibby (DF).

Gudenådalens Energiselskab forventer nemlig en stigning i varmepriserne på hele 185 procent fra april næste år for de husstande i Ulstrup og Bjerringbro, der får leveret deres varme fra selskabet.

Det betyder, at varmeprisen for et standardhus på 130 kvadratmeter og et forbrug på 18,1 MWh forventes at stige til i alt 45.441,25 kroner om året.
En fuldkommen urimelig regning, mener Hans Kristian Skibby (DF):

- Jeg blev meget chokeret, da jeg hørte om det. Jeg ved godt, at både prisen på benzin, olie, gas og el er faret til himmels i løbet af 2021, men hvis man ligefrem er oppe i så store tal som her, så er det jo en krisesituation og ikke bare almindelig op- og nedgang.

- Der er mennesker, der ikke bare kan stampe så mange penge op af gulvtæpperne i løbet af det næste år, siger Hans Kristian Skibby, der er valgt i Østjyllands Storkreds for Dansk Folkeparti, til TV2 Østjylland.

Vil have ministeren på banen

Derfor vil han nu rette henvendelse til energi- og skatteministeren for at spørge ind til mulighederne for en løsning, der kan hjælpe på de svimlende varmeregninger.

Han mener, at pengene dertil skal findes i statskassen:

- Jeg synes, at vi er nødt til at kigge på, hvad det er for et milliardbeløb, som staten indkasserer på øget afgifts- og momsindtægter netop på grund af de her stigninger i forbrugerpriserne. De penge, mener vi i Dansk Folkeparti, skal bringes i spil i forhold til at lægge et loft over, hvad de her energistigninger kan komme til at betyde for den enkelte husholdning, siger Hans Kristian Skibby.

Han foreslår at lave et loft over afgiften for forbrugerne, så når forbrugeren modtager en regning på et vist antal MWh i forhold til kvadratmeter, så skal forbrugeren kunne blive moms- og afgiftsfritaget, for hvad der ligger over en vis grænse.

100 millioner kroner er ikke nok

Gasprisen i Danmark påvirkes af den internationale handel, og den høje pris skyldes blandt andet, at udbuddet af gas ikke har kunnet følge med efterspørgslen.

Og mens efterspørgslen er steget, har leverancerne af gas fra Rusland og Norge blandt andet været lavere end forventet.

Prisstigningerne betyder, at husstande med individuelt gasfyr eller fjernvarme fra et selskab med en høj andel af gas kan risikere en månedlig prisstigning i vinterperioden på over 1.000 kroner, hvis gaspriserne fortsætter på nuværende niveau.

Det skriver Klima- Energi- og Forsyningsministeriet.

Regeringen har allerede indført en ny varmepakke, der skal afbøde de stigende priser for økonomisk vanskeligt stillede borgere og dertil afsat 100 millioner kroner. Men det mener, Hans Kristian Skibby ikke er nok.

- Det er at stikke folk blå i øjnene, at de her 100 millioner kroner skulle være nok. De forslår som en skrædder i helvede, fordi det er alt for lidt i forhold til de store ekstraregninger, som folk skal betale. Vi bliver nødt til at gøre mere i denne ekstraordinære situation, siger han.

Skub i den grønne omstilling

Han har fuld forståelse for bekymringen over de høje varmeregninger og mener ligesom Hans Kristian Skibby (DF), at det er noget, der skal kigges på fra politisk side.

- Når nogle forbrugere oplever en tæt på tredobling af prisen på deres varme og også store prisstigninger på den øvrige energi, så står vi i en ret alvorlig situation.

- Vi har foreløbigt spillet ud med et tilskud til de mest sårbare af vores borgere. Jeg er ikke sikker på, at det er nok, og derfor er jeg spændt på, hvilket svar der kommer fra skatteministeriet, og om vi kan komme videre i en dialog om, hvordan vi kan løse udfordringerne for dem, der er værst stillet, siger Malte Larsen (Soc. dem.) til TV2 Østjylland.

Vil sætte skub i grøn omstilling

Men han er ikke overbevist om, at Hans Kristian Skibbys (DF) forslag om et loft over afgifterne for forbrugerne, er vejen frem:

- Som jeg lige kan se det, så ligner det et meget bureaukratisk forslag, hvor nogle skal ind og vurdere en masse ting med kvadratmeter og afgifter og alt muligt andet. Og så synes jeg også, at det måske har den slagside, at det faktisk vil gøre, at nogle som rammer loftet ikke vil blive motiveret til egentligt at gøre deres bolig grønnere, og så tror jeg, at tingene vil trække skævt, siger Malte Larsen (Soc. dem).

I stedet mener han, at der skal sættes skub i den grønne omstilling.

- Det her er et godt eksempel på, at vi hurtigst muligt skal videre med den grønne omstilling, så vi kan få lagret noget mere af al den grønne energi, vi producerer, så der er til de her spidsbelastninger, og så vi er uafhængige af import af fossil energi fra for eksempel Rusland, siger Malte Larsen (Soc. dem)

Powered by Labrador CMS