Kan ramme det meste af Danmark
DMI med nyt varsel onsdag aften
DMI har onsdag aften udsendt endnu et vejr-varsel.
Varslet omfatter det meste af landet minus det nordlige Jylland, Læsø, Syddjurs og Norddjurs samt Bornholm og det østligste Sjælland.
Resten af landet er i risiko for at blive ramt af lokale skybrud, torden og hagl torsdag.
Det skriver vagthavende meteorolog , Kasper Bonde Niebe, klokken 20.20 onsdag aften.
- Holder øje med situationen
Varslet gælder fra torsdag ved middagstid til torsdag aften klokken 21.
I det tidsrum er der risiko for lokale skybrud defineret som mere end 15 millimeter regn på under en halv time.
Nogle steder kan der falde op til 30 millimeter regn torsdag.
Det er dog fortsat behæftet med usikkerhed, hvor meget nedbør der kommer og præcis, hvor den falder.
DMI oplyser, at de holder øje med situationen og opdaterer efter behov.