Klamt rugbrød kaldt tilbage

Om et bestemt rugbrød skal kasseres kan aflæses af en kode, der sidder på emballagens lukkeclips

Offentliggjort Sidst opdateret

Kohberg tilbagekalder en række rugbrød, da de kan udvikle kridtskimmel før holdbarhedsdatoen.

Det er sket på grund af en teknisk fejl på en pakkelinje i Kohbergs pakkeri.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

- Der er ingen sundhedsrisiko forbundet med at spise det ramte rugbrød, men det er uegnet til menneskeføde, lyder det i meddelelsen.

Står på klipsen

De rugbrød, der er i risiko for kridtskimmel, er blevet pakket på den pågældende pakkelinje i en bestemt tidsperiode.

Om et bestemt rugbrød er omfattet af tilbagekaldelsen, kan aflæses af den kode, der sidder på emballagens lukkeclips

Tilbagekaldelsen gælder både nogle rugbrød, der er af Kohbergs eget mærke, men også nogle rugbrød fra andre mærker.

Hvis man har købt produktet skal det smides ud eller leveres tilbage til butikken.
Hvis man har købt produktet skal det smides ud eller leveres tilbage til butikken.

Solgt i flere butikker

Det er rugbrød fra Coop og 365 Hverdag, som bliver solgt i Coop's butikker.

Gamle Mølle, der bliver solgt i Netto.

Gestus, der bliver solgt i Meny, Spar, Letkøb, Min Købmand, Løvbjerg, ABC Lavpris og Superland.

Millers, der bliver solgt i Aldi.

Også Møllens Brød, der bliver solgt i Aldi, Meny, Spar, Letkøb, Min Købmand, Løvbjerg, ABC Lavpris og Superland, kan være omfattet af tilbagekaldelsen. Møllens Brød bliver også leveret af Wolt og solgt på Nemlig.com.

Kan udvikle svamp

Dertil gælder det rugbrød af mærket Møllesten, der bliver solgt i Lidl, og REMA 1000 og REMA 1000 Rugbrødre, der bliver solgt i REMA 1000.

På en liste på Kohbergs hjemmeside, kan man se de specifikke clipskoder for de berørte rugbrød.

Kohberg fremhæver i meddelelsen, at det kun er rugbrød med de specifikke clipskoder, der er ramt og kan udvikle kridtskimmel.

Eksempel på en clipskode på rugbrød.
Eksempel på en clipskode på rugbrød.

Smid det ud

- Hvis dit rugbrød har udviklet kridtskimmel, skal du kassere hele brødet - det er ikke nok at skære de ramte områder fra, lyder det.

Ifølge Kohberg er kridtskimmel en særlig type af skimmel, der ikke er sundhedsskadelig, men heller ikke er velegnet som mad til mennesket.

Det fremgår ikke, hvor mange rugbrød der i alt er tale om.

Powered by Labrador CMS