Grønt lys til håndbold-EM

Der er nu grønt lys til, at hele EM i håndbold kan afvikles på dansk jord, oplyser kulturminister til Ritzau.

Jesper Jensen kan se frem til, at Danmark får hele EM på hjemmebane. Foto: Bo Amstrup/Scanpix
Udgivet Opdateret

Regeringen har givet grønt lys til, at EM i kvindehåndbold kan afholdes med Danmark som enlig vært.

Det bekræfter Kulturministeriet over for Ritzau.

– Til alle jer, der har knoklet for at stable EM i håndbold på benene, og alle der glæder sig til at følge med: Der er nu grønt lys til, at hele EM i håndbold kan afvikles på dansk jord, siger kulturminister Joy Mogensen (S) til Ritzau.

Tidligere kunne Venstres idrætsordfører, Sten Knuth, fortælle det samme på Twitter.

– Fuldt EM i håndbold for kvinder afholdes i Danmark. Sådan, indleder Sten Knuth.

Han skriver, at det var sundhedsminister Magnus Heunicke (S), der ringede og overbragte nyheden.

Norge trak sig

For en uge siden trak Norge sig som medvært på grund af landets coronarestriktioner, og siden har Danmark arbejdet på at afvikle turneringen som enlig vært.

Dansk Håndbold Forbund har været indstillet på denne løsning, men har længe måttet vente på grønt lys fra regeringen.

På et ekstraordinært bestyrelsesmøde søndag besluttede DHF at fortsætte planlægningen af turneringen, selv om regeringen ikke havde godkendt planerne.

EM skal afholdes fra 3. til 20. december.

Powered by Labrador CMS