Mek Pek fylder rundt

En karriere på over 50 år er imponerende, når man som Mek Pek den 4. januar fylder 60. Hemmeligheden har været stor åbenhed over for livets mange muligheder.

Udgivet Opdateret

Mek Pek: Fra punk til børneunderholdning

Mek Pek, kendt for sin alsidige karriere, fylder 60 år den 4. januar. Han har været aktiv i musikbranchen i over 50 år, lige fra punk til børneunderholdning.

Hans musikalske karriere startede tidligt, da han som 4-årig debuterede med trompet på scenen sammen med sin far, musiklegenden Erik Falk. Som 15-årig forlod han skolen for at spille bas i punkbandet Lost Kids.

Mek Pek blev populær nok til at åbne Orange Scene på Roskilde Festival i 1983 med sit band Mek Pek Party Band. Han blev også kåret som 'Årets mest sexede mand' af Ekstra Bladets læsere.

Siden har han arbejdet med teater, film og tv, og sidste år udgav han sin første voksenplade i mange år, 'En simpel mand'. Han har også udgivet en børnebog og fortsætter med at underholde børn med musik og fortællekoncerter.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Teenagebassist i punkband, blæser for Kim Larsen, skuespiller og børneunderholder.

Manden med trompeten, Mek Falk - kendt som Mek Pek - har aldrig været for fin til at kaste sig ud i nyt i sin karriere.

Den 4. januar fylder han 60 år.

Far var musiklegende

Mek Peks karriere spænder over mere end 50 år, for trompeten var næsten lige så lang som ham selv, da han debuterede som 4-årig med trompet på spillestedet Tagskægget i Aarhus på scenen sammen med sin far.

Musikken kom ikke fra fremmede, for faren var den i det århusianske musikmiljø legendariske Erik Falk.

Smuttede fra skolen

Han var musiklærer på Aarhus Friskole, hvor en perlerække af 1980´ernes aarhusianske musiksucceser fik deres tidlige musikalske uddannelse.

Som 15-årig forlod Mek Falk folkeskolen for at spille bas i det ikoniske Aarhus-punkband Lost Kids. Det var der, navnet Mek Pek dukkede op.

Siden dannede han ska- og reggaegruppen Mek Pek Party Band kendt for god sceneunderholdning og for Mek Peks drengede charme.

Samlet op af Kim Larsen

Bandet blev populært nok til, at det i 1983 åbnede Orange Scene på Roskilde Festival.

Få år efter blev Mek Pek kåret som "Årets mest sexede mand" af Ekstra Bladets læsere.

På et tidspunkt så Kim Larsen ham spille, og så var Mek Pek med i Larsens band i tre år.

Årene med nationalskjalden åbnede det brede Danmark for drengen fra Aarhus, og han begyndte at lave både teater, film og tv.

Mek Pek, der 4. januar fylder 60 år, er mest kendt fra musikken. Men han udgav i efteråret sin første børnebog "Anton og Sassabassa". (Foto: Amalie Møller Pedersen.)

Udgav først voksenplade

Han dannede også Mek Pek & The Allrights, hvor han skrev sit mest kendte nummer "Pigen og Trompeten".

Med bandet The Pek'a'Billies indspillede han "Åh Abe" og "Lille Frække Frederik" og havnede dermed i centrum for hele den succesrige "Åh Abe"-bølge med otte plader og masser af børnekoncerter i starten af 90'erne.

Sidste år udsendte Mek Pek sin første voksenplade i mange årtier, "En simpel mand". Hans første samarbejde med sønnen og produceren Emil Falk.

Fortæller røverhistorier

Dette forår søsatte Mek Pek endnu et nyt projekt - fortællekoncerterne "Fra Punk til Åh Abe" - med musik og "røverhistorier" fra en lang karriere.

Hans første børnebog udkom for få måneder siden efter 30 år med musik for børn.

Dermed forstår Mek Pek fortsat at trutte i trompeten.

Han er far til fire børn med sine to tidligere koner.

Siden 2017 har han dannet par med Mette Krebs, der ejer tøjfirmaet Linen By Krebs. Parret deler deres tid mellem en villa i Aarhus og en sommerbolig på Ærø.

Powered by Labrador CMS