Plejehjem politianmeldt efter rystende opførsel

Familien til en plejehjemsbeboer har politianmeldt plejehjem for billeder, der er blevet delt af ansatte

Plejehjems-beboerne er blevet udsat for rystende forhold, hvis anmeldelsen taler sandt.
Udgivet Opdateret

Plejehjemmet Møllegården i Gladsaxe Kommune er blevet politianmeldt af pårørende til en afdød beboer.

Anmeldelsen handler om privatlivskrænkelser.

Det skriver Berlingske.

Det sker som følge af, at plejehjemmets ansatte havde taget billeder og videoer af beboere i "kompromitterende situationer" ifølge plejecenterets ledelse.

I et internt referat fra Møllegården fra februar 2020 fremgik det, at der var en humor blandt en gruppe medarbejdere, som var "tiltagende problematisk" og skete på "beboernes bekostning".

Delte fotos

Der blev blandt andet taget billeder og videoer af plejehjemsbeboere, som blev delt på det sociale medie Snapchat.

En tidligere medarbejder har til Berlingske fortalt, at der blev delt spøgefulde videoer, hvor plejecenterets gamle og ofte demente beboere blev filmet. I en af videoerne sad en af de ældre på toilettet.

Fem medarbejdere er blevet sendt hjem, mens Gladsaxe Kommune foretager en uvildig kulegravning af forholdene. En af disse er den administrative chef for den forvaltning i kommunen, der har ansvaret for plejehjemmene.

'Jeg er så rystet'

- Jeg er også rystet over den her sag. Derfor forstår jeg sagtens, at de pårørende gør det, de gør nu, siger Trine Græse (S), der er borgmester i Gladsaxe Kommune, til Berlingske.

De ældres pårørende blev aldrig orienteret om forholdene, skrev Berlingske lørdag. Siden har plejehjemmet ringet pårørende til flere af de ældre op.

Det har nu ført til, at en af familierne har politianmeldt forholdene på plejecenteret.

Plejehjemmets leder har beklaget forholdene, og at de pårørende ikke er blevet orienteret.

Hun ønsker ikke at kommentere politianmeldelsen, da hun er en af de personer, der er genstand for politianmeldelsen.

Powered by Labrador CMS