Politiet indfører skærpet strafzone

Det sker i området omkring Brøndby Stadion

Udgivet Opdateret

For at forhindre vold, hærværk og uroligheder ved en fodboldkamp på torsdag indfører Københavns Vestegns Politi en skærpet strafzone i området omkring Brøndby Stadion. 

Straf-zonen gælder fra torsdag den 4. august klokken 10 til fredag den 5. august 2022 klokken 4 og betyder, at straffen kan stige til det dobbelte for visse typer kriminalitet begået i zonen.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse. 

Dobbelt straf

Politiet indfører den midlertidige skærpede strafzone for at forebygge utryghedsskabende kriminelle handlinger før, under og efter den kommende UEFA Europa Conference League fodboldkamp mellem Brøndby IF og FC Basel på Brøndby Stadion torsdag klokken 20.30.

En skærpet strafzone medfører, at visse former for kriminalitet – for eksempel vold, hærværk og grov forstyrrelse af den offentlige orden – begået i zonen kan straffes med op til dobbelt straf.

Voldsomme uroligheder

”Vi arbejder hårdt for, at fodboldkampe bliver en hyggelig sportsbegivenhed. 

Desværre er vores erfaring, at nogle kampe forvandler et område, som er fredeligt til daglig, til en konfliktzone, fordi visse fangrupperinger aktivt søger konfrontationer, vold og uroligheder, og til kampen på torsdag kommer der efter vores vurdering risikofans fra ude- og hjemmehold med dertil hørende risiko for vold og ballade,” siger politiinspektør Mogens Lauridsen, Københavns Vestegns Politi.

Fans fra BIF under Europa Conference League kvalifikationskamp mellem Brøndby IF og Pogon Szczecin på Brøndby Stadion torsdag den 28. juli 2022. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Fans fra BIF under Europa Conference League kvalifikationskamp mellem Brøndby IF og Pogon Szczecin på Brøndby Stadion torsdag den 28. juli 2022. (Foto: /Ritzau Scanpix)Philip Davali

Ved den seneste UEFA Europa Conference League fodboldkamp på Brøndby Stadion torsdag den 28. juli kom det til voldsomme uroligheder inde på stadion under selve kampen og uden for bagefter. 

Måtte skride ind

Politiet måtte flere gange skride ind med magt, to betjente måtte på skadestuen, og langt flere blev udsat for vold og kasteskyts.

Politiloven giver politiet mulighed for at udpege et afgrænset område som skærpet strafzone, hvis et ekstraordinært kriminalitetsbillede i væsentlig grad skaber utryghed for de borgere, der bor og færdes i området, og zonen kan være med til at genskabe trygheden.

Første gang

Det er første gang, politiet indfører en skærpet strafzone i forbindelse med en fodboldkamp:

”Vi vurderer, at en skærpet strafzone vil være med til at skabe tryghed for beboere i området, fredelige familier og tilskuere, som skal til denne fodboldkamp, og hindre uroligheder, vold og ballade,” siger politiinspektør Mogens Lauridsen.

I zonen kan vold mod tilskuere, frivillige stewards på stadion og politiet med videre straffes med op til det dobbelte.

Grov forstyrrelse af ro og orden

Ifølge Politilovens § 6a kan politiet i en nærmere bestemt tidsperiode udpege et afgrænset geografisk område, hvor straffen for en række straffelovsovertrædelser ifølge straffelovens § 81c kan forhøjes til dobbelte.

Det drejer sig blandt andet om vold og legemsangreb, trusler, hærværk, brandstiftelse samt vold og trusler mod tjenestemand, deltagelse i slagsmål eller anden grov forstyrrelse af ro og orden.

Her gælder zonen Den skærpede strafzone gælder på stadion og et område omkring stadion afgrænset af Park Allé, Motorring 3, Holbækmotorvejen, Bygaden, Præstegårdsvej, Seminarievej, Bygaden og Park Allé.

Powered by Labrador CMS