Politiet søger vidner til sex-overgreb

Fandt sted i weekenden 27. - 28. august

Udgivet Opdateret

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker i øjeblikket en anmeldelse om et seksuelt overgreb begået mod en mindreårig dreng i Ølgod i Varde Kommune. 

Overgrebet fandt sted i weekenden den 27. - 28. august, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Det skulle være sket på legepladsen ved Ølgod Skoles SFO i Skolegade i Ølgod i weekenden lørdag eller søndag den 27. – 28. august. 

Hændelsen er sket udenfor skoletid, og har ikke noget med skolen at gøre.

Politiet modtog anmeldelsen om mandagen og har gennemført en række afhøringer og tekniske undersøgelser i sagen.

I forbindelse med den videre efterforskning efterlyser politiet desuden vidner, der kan have set gerningsmændene i området omkring Ølgod Skole lørdag den 27. august eller søndag den 28. august i dagtimerne.

Drenge på 10-17 år

Signalementet lyder på to drenge i alderen omkring 10 - 17 år, mørkt hår og iført mørke shorts, hvoraf den ene formentlig medbragte et løbehjul.

Borgere, der har oplysninger i sagen kan kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.

Politiet vil søndag den 11. september fra klokken 10.00 til klokken 14.00 være til stede med Den Mobile Politistation i Ølgod på Østerbro - Industrivej i området omkring Rema 1000 og Netto.

Her er der mulighed for at komme forbi, hvis man har oplysninger til efterforskningen eller i øvrigt ønsker at tale med politiet.

Powered by Labrador CMS