Sådan lammes togtrafikken

Når stormen Nora tager ved i aften går det ud over togtrafikken

Togene vil stå stille i store dele af landet fredag aften.
Udgivet Opdateret

Togtrafikken vil blive lammet i store dele af landet, da DMI har varslet vindstød af orkanstyrke med stormen Nora.

Derfor forventer Banedanmark at indstille størstedelen af landets togtrafik fredag klokken 21:00 til lørdag middag, mens driften på S-banen i København vil blive reduceret.

Tages meget alvorligt

- Vi tager stormvarsler som denne meget alvorligt, og af hensyn til sikkerheden lægger vi derfor nu op til at lukke ned for det meste af togtrafikken, mens stormen raser. 

- Samtidig sørger vi for, at vores beredskab er klar og på plads her i weekenden til at kunne fjerne væltede træer på banen, siger områdechef i Banedanmarks trafikstyring Nicolai Smidt Sigsgaard.

Det forventes på nuværende tidspunkt, at togdriften i Nordjylland kan køre som normalt.

Overvåger 

Banedanmark overvåger løbende situationen sammen med DMI og togoperatørerne.

Kraftig blæst kan resultere i væltede træer langs jernbanen, og derfor vil der sandsynligvis være et oprydningsarbejde lørdag morgen, når vinden har lagt sig. 

Banedanmark har folk klar til at rydde sporene, inden trafikken kan genoptages.

Powered by Labrador CMS