Snekaos: Her snegler trafikken sig afsted

Langsom trafik og uheld ved Limfjordstunnellen lørdag morgen.

Offentliggjort Sidst opdateret

DOWNLOAD VORES GRATIS APP

Vil du altid være opdateret? Så download app'en 'Nyheder.dk' til din smartphone HER

Lørdag morgen falder der sne i Nordjylland og omkring Storkøbenhavn, og det medfører langsom trafik.

Det fortæller David Beheineh, der er vagthavende hos Vejdirektoratet.

- Folk kører rigtigt langsomt derude, siger han.

Han fortæller, at Vejdirektoratet lørdag morgen er i gang med at rydde sne og salte på vejene.

Kort før klokken 08.30 er der ifølge Vejdirektoratet et enkelt færdselsuheld på E45 ved Limfjordstunnellen omkring Nørresundby.

Uheldet er ifølge Nordjyske sket i sydgående retning, og der er et enkelt spor farbart.

Ifølge den vagthavende hos Vejdirektoratet er der ikke tale om et større færdselsuheld.

Advarer i København

Københavns Vestegns Politi opfordrer lørdag morgen til at køre forsigtigt.

Det skriver politikredsen på det sociale medie X.

- Husk egnede dæk. Primært for din og dine passagerers sikkerhed, men hvis uheldet er ude også for at undgå eventuel bøde og udfordring med bilforsikringen, lyder det.

Tidligere på morgenen opfordrede Midt- og Vestsjællands Politi til, at man undgik unødig kørsel.

Vejdirektoratet opfordrede fredag bilister til at køre efter forholdene, hvis de skulle ud på vejene i weekenden.

Powered by Labrador CMS