Stadig fart under hjulene
Travkusken fra Skive, der førte hesten Tarok til utallige sejre op gennem 70'erne, har i årevis cyklet 25 kilometer hver morgen

Er man barn af 70'erne, har man med garanti hørt om Tarok: Den brune hest, der gennem et årti blev en nationalhelt, når den kørte sig til sejren ved utallige travløb i både Danmark og Europa.
Travkusken Jørn Laursen fra Skive var manden, der førte præmiehingsten til de mange sejre. Selv om han lørdag fylder 80 år, er tempoet fortsat højt.
- Der er ingen begrænsninger. Ting tager lidt længere tid, men der er fuld fart på stadigvæk. Jeg hygger mig gevaldigt og arbejder stadig hele dagen, lyder det fra Jørn Laursen.
Hver eneste morgen
Han har dog udskiftet den tohjulede sulky med jernhesten. Hver morgen cykler han 25 kilometer for at holde sig i form. Det har han gjort i mange år.
- Rugbrødsmotoren skal holdes i gang. Det er så dejligt at få renset kasketten, når man sidder ude i vind og vejr fra klokken halv syv, lyder det fra den 80-årige pensionerede travkusk.
Tarok kom til verden i 1972, og fire år senere vandt den Dansk Trav Derby med Jørn Laursen i sulkyen. I de efterfølgende år opnåede den en popularitet, som på 40 års afstand er svær at forestille sig.
111 sejre
Den stillede op i 156 løb og vandt 111 sejre og blev kaldt "Dannebrog på fire ben". Da den en januardag i 1981 bukkede under for en tarmsygdom, var dens død topnyhed i TV-Avisen.
Det var Jørn Laursens far, nu afdøde Karl Laursen, der både trænede og ejede hesten. I alt indbragte Tarok præmiegevinster for 2,8 millioner kroner.
I 2013 modtog Jørn Laursen på vegne af Tarok en ærespris ved Hestesportens Galla i Nyborg, selv om "Dannebrog på fire ben" altså har været død siden 1981.
Har været fantastisk
Tarok fylder stadig en stor del af Jørn Laursen liv, og det vil den gøre lige til den dag, han ikke er her mere.
- Den har betydet vanvittigt meget for mit liv. Det har været helt fantastisk at være med til, siger han.
Det var dog også til tider stressende for ham og hans kone, Ingelise, at koordinere arbejdet med to børn og også den bilforretning, som de drev ved siden af.
- Det gav et kæmpe logistisk arbejde, når jeg skulle til Sverige, Tyskland eller Frankrig for at ride med Tarok. Men jeg ville ikke være det foruden, siger han.
Foredrag i hele landet
Jørn Laursen fortsatte efter Taroks død med at træne travheste, og efter han blev pensioneret i 2017, har han holdt foredrag i alle afkroge af landet for at fortælle historier om den berømte hest.
Det gør han stadig, fordi han "trives fantastisk i det".
- Jeg elsker den begejstring, som det kan skabe. Jeg er nok lidt ekstrovert.
- Så det vil jeg blive ved med. Lige til den dag, hvor jeg hverken kan holde på mundvandet eller den røde tråd - så skal jeg nok trække mig, siger han og griner.