Stort salmonellafund: Solgt i hele landet

En stikprøve af polske kyllingeprodukter købt i Netto, Føtex og Bilka viste salmonella i 9 ud af 25 pakker

Offentliggjort Sidst opdateret

Salmonellafund i kyllingekød

Polsk kyllingekød solgt i Netto, Føtex og Bilka indeholdt salmonella i flere tilfælde, ifølge en undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer.

Fødevarestyrelsen og Salling Group er bekymrede og har indført strengere kontrol efter fundene.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Polsk kyllingekød, der er solgt i foråret i supermarkedskæderne Netto, Føtex og Bilka, har i nogle tilfælde indeholdt bakterien salmonella.

Det viser en undersøgelse foretaget af interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, skriver Jyllands-Posten.

En stikprøve viste salmonella i 9 ud af 25 pakker med polsk kyllingekød indkøbt i marts, april og maj forskellige steder i Danmark.

I hovedparten af tilfældene var der tale om undertyper af salmonella, som hører til blandt de fem mest uønskede arter.

Landbrug & Fødevarer konkluderer i en ikkeoffentliggjort rapport fra 10. juni, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i, at fundene af salmonella er uacceptable og ikke lever op til lovgivningen.

Vækker bekymring

Hos Fødevarestyrelsen vækker fundene af salmonella i den polske kylling bekymring for fødevaresikkerheden.

- For de peger på, at der kan være et potentielt problem med forekomst af salmonella i partier af fersk udenlandsk kyllingekød, hvor den ansvarlige for eksporten har medsendt dokumentation for, at partiet er grundigt undersøgt og fundet fri for salmonella, siger sektionsleder Sørine Quaade Møller til Jyllands-Posten.

Fødevarestyrelsen har efterfølgende været i dialog med Salling Group, der ejer Netto, Føtex og Bilka, og påpeget et behov for at forbedre kontrollen.

Polsk kyllingekød indeholdende salmonellabakterier er blevet solgt i foråret i supermarkedskæderne Netto, Føtex og Bilka, viser undersøgelse fra interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer. Salling Group beklager og har indført strengene kontrol. (Arkivfoto).

Dybt beklageligt

Kvalitetschef hos Salling Group, Carina Jensen, beklager fundet af salmonella og kalder det dybt beklageligt og helt uacceptabelt. Samtidig har Salling Group indført mere intensive test af fersk kød.

Virksomheden True Food, der har importeret det polske kyllingekød, er ligeledes overrasket over fundene af salmonella. Partner i True Food Michael Guldin kalder det stærkt kritisabelt.

Diarre og utilpashed

Salmonella er en bakterie, der forårsager salmonellose, som er en mave-tarminfektion, der især er karakteriseret ved diarré og generel utilpashed.

Sygdommen kan vare fra få dage til flere uger.

Powered by Labrador CMS