Tauson og Holmgren spiller på samme bane lørdag
Clara Tauson og August Holmgren skal begge spille på Wimbledons bane 2 lørdag eftermiddag

Hvis man er dansker på Wimbledon-anlægget, skal man lørdag købe billet til bane 2, der er den tredjestørste arena med plads til cirka 4000 tilskuere.
Her er der for alvor dømt danskerdag, da Clara Tauson indleder her mod den tidligere mester Elena Rybakina klokken 12 dansk tid.
Når den er spillet færdig, afløses hun på banen af landsmanden August Holmgren, der møder den 11.-seedede australier, Alex de Minaur.
Tauson blev flyttet
Torsdag skulle de to danskere også have spillet på samme bane, men her trak Holmgrens kamp så meget ud, at Tauson blev rykket til en anden bane.
Tauson kommer på sin hidtil sværeste opgave i turneringen mod den ligeledes 11.-seedede, Elena Rybakina fra Kasakhstan.
Rybakina befinder sig eminent på græsset, hvilket hun beviste ved at vinde Wimbledon i 2022.

I storform
At det ikke var en enlig svale, beviste hun sidste år ved at nå frem til semifinalen.
Rybakina lader også til at være i storform på græsset i år. I de to første runder af Wimbledon har hun blot tabt syv partier i alt.
Indbyrdes har Tauson tabt sine to hidtidige møder med Rybakina. I marts 2024 var danskeren dog tæt på at slå Rybakina i Miami, men tabte 6-3, 5-7, 4-6.
Tauson underdog
Tauson må finde sig i at være underdog i deres første møde på græs. Bookmakerne vurderer Tauson til at have mellem 20 og 25 procents chance for at vinde.
Holmgren er endnu mere undervurderet, da hans sejrschance vurderes til omkring 10 procent.
Holmgren ventes i aktion mod Alex de Minaur omkring ved 14-tiden.