Ventetiden risikerer at blive endnu længere

Pernille Frandsen ventede i to år på hjælp efter seksuelt overgreb

Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV2 ØSTJYLLAND

Voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen oplever ofte at have brug for professionelle råd og vejledning senere i livet.

Men ventetiden til det statsstøttede tilbud, Center for Seksuelt Misbrugte (CSM) er lige nu op mod tre år, og nu frygter både ledelse og brugere, at ventetiden stiger yderligere de kommende år på grund af en økonomisk usikker fremtid, skriver TV2 ØSTJYLLAND.

Pernille Frandsen blev udsat for seksuelle overgreb i sin barndom, hvor hun voksede op i et boligkompleks i Skanderborg. Det har affødt angst og selvmordstanker.

Men hun måtte vente to år, før der var tid på centeret, og tanken om at ventetiden fremover stiger yderligere, bekymrer hende på vegne af dem, der stadig venter.

Tvivl og sårbarhed

- Ingen mennesker kan holde til at gå i det vakuum. Ingen mennesker kan holde til at gå i et vakuum af tvivl og sårbarhed, siger Pernille Frandsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Bekymringen opstår konkret, fordi centret ved udgangen af 2023, som det ser ud lige nu, står til at miste en større del af dets samlede bevilling fra Folketinget.

De seneste tre år har Center for Seksuelt Misbrugte modtaget 27,5 millioner kroner årligt fra staten. Men en del af det - omkring 40 procent - hænger sammen med en midlertidig bevilling, tilbuddet i sin tid fik for blandt andet at kunne nedbringe ventetiden.

Bevilling falder bort

Men fra 2024 falder den del af bevillingen bort, og så modtager centeret kun 16,4 millioner kroner.

- Vi er meget bekymrede for, at ventetiden vil blive fire-fem år, og så begynder vi at tænke, at det ikke giver mening at vente så længe, siger leder for CSM MIDT NORD i Aarhus, Helene Døssing Blaabjerg, til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun vurderer, at en indskrænket økonomi kan betyde, at medarbejderstaben hos det specialiserede tilbud bliver reduceret.

Pernille Frandsen ventede selv i to år. Hun sympatiserer med dem, der måske må vente endnu længere.
Pernille Frandsen ventede selv i to år. Hun sympatiserer med dem, der måske må vente endnu længere.

Møder kritik

At tilbuddet, som det er i dag, er delvist finansieret af midlertidige penge, møder kritik fra Ask Elklit, der er professor i psykologi på Syddansk Universitet.

- Det vigtigste er, at man giver det her område en fast bevilling, og man så sørger for, at der er tilgængelige behandlingsmuligheder over hele landet. Det vil betyde rigtig meget for at hjælpe de her folk, som har været rigtig meget hårdt igennem, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Det har indtil videre ikke været muligt at få en kommentar fra socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

SENFØLGER EFTER SEKSUELLE OVERGREB

Ifølge Videnscenter for Psykotraumatologi ved Syddansk Universitet er der lige nu mellem 60.000 og 80.000 mennesker i Danmark, der har behandlingskrævende senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen.

Hvert år kommer yderligere 1300 til.

Center for Seksuelt Misbrugte har i dag tre centre fordelt i hele Danmark.

Kilde: Videnscenter for Psykotraumatologi, Syddansk Universitet

Sagen er klar

Socialordfører for Alternativet Torsten Gejl mener, at sagen er klar:

- Vi vil kæmpe for, at CSM’s bevillinger enten bliver gjort permanente, eller at de som minimum bliver forlænget. Der skal sikres nogle midler, så de lange ventelister kan kommes til livs, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Powered by Labrador CMS