Vil bruge 143 milliarder

Nyt forsvarsudspil bliver tirsdag præsenteret

Udgivet Opdateret

143 milliarder kroner.

Det er det samlede beløb, som regeringen foreslår, at der investeres i det danske forsvar over de næste ti år.

Regeringens længe ventede forsvarsudspil er tirsdag blevet præsenteret af fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), og forhandlingerne starter allerede denne uge.

- Vi står ved et historisk forsvars- og sikkerhedspolitisk vendepunkt. Der er krig i Europa, og vi kan ikke længere tage fred for givet, siger Troels Lund Poulsen på et pressemøde.

- Det er et historisk løft, siger han.

Skal bruge to procent

Af de 143 milliarder kroner skal omkring 105 milliarder kroner gå til "nye forsvars- og sikkerhedspolitiske prioriteter".

Udspillet skal bane vejen for, at Danmark senest i 2030 bruger to procent af bruttonationalproduktet (bnp) på forsvar og sikkerhed, som er Natos målsætning.

Regeringen går efter at lande et overordnet rammeforlig inden Nato-topmødet i juli.

Derefter skal ”konkrete kapaciteter og initiativer” besluttes løbende fra efteråret og frem ifølge en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet.

Tre indsatsområder

Der er dog udvalgt "tre centrale indsatsområder" af regeringen i det kommende forsvarsforlig.

Det drejer sig om Rigsfællesskabet, nærområdet i Øst og indsatser i verdens brændpunkter.

21 milliarder til Ukraine

Ud over milliardbeløbet til det danske forsvar vil regeringen også afsættes yderligere 21,9 milliarder kroner til militær støtte til Ukraine gennem Ukraine-fonden.

7,5 milliarder kroner af dem gives til den såkaldte fond i år, mens der afsættes 10,4 milliarder kroner næste år og derefter én milliard kroner årligt fra 2025 til 2028.

Det sker "uden modgående finansiering". I stedet vil den strukturelle saldo blive lempet i 2023 og 2024.

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterer tirsdag regeringens udspil til nyt forsvarsforlig på et pressemøde i Forsvarsministeriet.
Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterer tirsdag regeringens udspil til nyt forsvarsforlig på et pressemøde i Forsvarsministeriet.

SÅDAN SKAL PENGENE BRUGES

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har tirsdag fremlagt regeringens udspil til et kommende forsvarsforlig.

Regeringen vil først senere give bud på, hvordan pengene konkret skal bruges, og i første omgang fremlægges følgende rammer:

* Den samlede økonomiske ramme er 143,2 milliarder kroner over de næste ti år.

* I 2023 afsættes 6,7 milliarder kroner, og i 2032 er beløbet på 19,2 milliarder kroner.

* Heraf afsættes 105,4 milliarder kroner til nye forsvars- og sikkerhedspolitiske prioriteter.

* Ud af den samlede ramme skal 26,9 milliarder kroner gå til at sætte bygninger i stand, opbygge it og styrke personel over de næste ti år.

* Desuden skal afsættes 10,9 milliarder kroner over de næste ti år til nødvendige investeringer på personel- og materialeområdet.

Powered by Labrador CMS