Wegovy ændrer andet end din vægt
Forskere opdager nye opsigtsvækkende effekter af slankemedicinen
Vægttabsmedicin som Wegovy, der er kendt for at øge mæthedsfornemmelsen og hjælpe med vægttab, har en uventet sideeffekt.
Noget tyder nemlig på, at brugerne af Wegovy oplever, at deres smag ændrer sig.
Flere studier viser, at personer, der tager medicin med GLP-1-analoger, som Wegovy, oplever, at de ikke længere kan lide mad, de tidligere spiste meget af, skriver Berlingske.
Det er især fedt- og stivelsesholdig mad samt søde sager, der mister deres tiltrækningskraft. Også smagen af alkohol kan forandre sig.
Påvirker særligt center
Forskere fra Københavns Universitet, herunder Jens Juul Holst og Christoffer Clemmensen, peger på, at vægttabsmedicin påvirker belønningscenteret i hjernen.
Det kan forklare ændringerne i smagspræferencer.
Derudover kan et hormonlignende stof, FGF-21, også spille en rolle i denne proces, skriver Berlingske.