Susanne Breuning kæmper om æren

Når 'Revyernes Revy' afholdes søndag 4. august er det Bornholms Sommerrevy, Rottefælden og Cirkusrevyen, der kan løbe med nogle af priserne

Udgivet Opdateret

Det er garvede og velkendte revyskuespillere, der er med i løbet om prisen Årets Dirch for årets revykunstner ved prisuddelingen Revyernes Revy.

Her er det Farshad Kholghi, Henrik Koefoed og Susanne Breuning, der er nomineret.

Det fremgår af nomineringslisten til prisuddelingen, der hvert år hylder det bedste fra årets revyer.

Revyer landet over

Alle tre nominerede har i flere år medvirket i revyer landet over.

Denne gang medvirkede Farshad Kholghi i Græsted Revyen.

- Han er både totalt gakket og henrivende underholdende, lyder motivationen bag nomineringen fra juryen.

Farshad Kholghi var også nomineret til Årets Dirch i 2016. Det endte dog med at blive Pernille Schrøder, der løb med titlen det år.

Susanne Breuning har heller ikke vundet Årets Dirch før. I 2011 fik hun dog Revyprisen, og i 2016 modtog hun Årets Ærespris.

Syv priser uddeles

I år medvirker hun i Revyen i Helsingør.

Den eneste af de tre, der har vundet Årets Dirch tidligere, er Henrik Koefoed. Den modtog han i 2019, da han medvirkede i Nykøbing Falster Revyen.

Det er selvsamme revy, han medvirker i i år.

Ved prisshowet uddeles der i alt syv priser, blandt andet Årets Revyforfatter, Årets Ærespris og Revyprisen.

Samtidig bliver Årets Revy også kåret. Her er Bornholms Sommerrevy, Rottefælden og Cirkusrevyen nomineret.

Revyernes Revy 2024 finder sted søndag 4. august i Teltet på Bakken.

Susanne Breuning står i skudlinjen til at modtage 'Årets Dirch' i tæt konkurrence med andre dygtige skuespillere. Hun fik sin debut på revyscenen som 15-årig, da hun medvirkede i Nykøbing Falster Revyen som danser.
Powered by Labrador CMS