11 anholdt i special-operation

Ud over de 11 anholdte i Danmark blev yderligere 29 anholdt i udlandet, oplyser politiet

Offentliggjort Sidst opdateret

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- & Sønderjyllands Politi var i sidste uge vært og medarrangør af den europæiske operation "Empact Trident" mod grænseoverskridende kriminalitet i Østersøområdet. 

Under den tre dage lange operation blev 40 anholdt, heraf 11 i Danmark.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Områder udpeget af Europol

Empact, Europols platform for organiseret grænseoverskridende kriminalitet i EU,  gennemfører hver fjerde år en grundig analyse af kriminalitetsbilledet i Europa og udpeger de områder, hvor der skal sættes særligt ind. 

Et af områderne i den indeværende periode er omrejsende kriminelle grupper (OKG). 

Sidste uges operation var rettet mod organiseret tyveri, smugling og alvorlig organiseret kriminalitet. Under operationen blev over 22.000 personer og 13.000 køretøjer kontrolleret, primært i Østersøregionen. 

I Danmark blev 3825 personer og 1640 køretøjer kontrolleret, skriver politikredsen.

Omfattende grænseoverskridende kriminalitet

-Operationen viser, at grænseoverskridende kriminalitet er omfattende, og at kriminelle aktører bevæger sig mellem flere lande for at udføre deres kriminelle aktiviteter. Informationerne kan vi bruge aktuelt under indsatsen, men også i vores efterforskning og analysearbejde efter aktionen. Gennem informationsudveksling og operativt samarbejde lærer vi også meget af hinanden, så vi kan blive endnu mere effektive i fremtiden, siger politikommissær Lasse Bjørnskov Rasmussen fra UKA Vest.

Ekstra personale ved grænsen

I Danmark var der sat ekstra ind ved landegrænsen mellem Danmark og Tyskland. 

Her blev der blandt andet standset to lastbiler, der tilsammen forsøgte at indføre flere end 33.000 ulovlige puff bars.

Beslaglæggelser, som den operative chef ved UKA Vest vicepolitiinspektør Karsten Høy er rigtig godt tilfreds med.

DET BLEV DE SIGTET FOR

I løbet af de tre dages Trident-indsats blev 40 personer anholdt i Sverige, Danmark, Finland, Polen og Estland for tyveri af blandt andet biler og bådmotorer, hæleri, miljøkriminalitet, hvidvaskning af penge og alvorlig narkotikakriminalitet. 

Derudover blev der udstedt flere end 200 bøder for forskellige mindre forbrydelser. 

Store mængder narkotika blev beslaglagt, og der blev foretaget beslaglæggelser blandt andet af forskellige typer narkotika, biler, bådmotorer, kontanter, guld og bildele.

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi

Powered by Labrador CMS