16-årig i knivdrama på S-togsstation
Onsdag aften blev en mand stukket med en kniv i låret på Avedøre Station
Det var en dreng på 16 år, som onsdag aften stak en mand med en kniv på Avedøre Station.
Skærtorsdag blev drengen fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup og sigtet for grov vold.
Anklager Peter Rask fortæller, at dørene blev lukket til retsmødet, men at det endte med, at drengen blev varetægtsfængslet på en lukket institution.
Det skyldes, at han er under 18 år.
Stukket i låret
Ved knivstikkeriet blev en mand stukket i låret med en kniv.
Grundet de lukkede døre kan Peter Rask ikke oplyse, om offeret og drengen kendte hinanden i forvejen.

Drengen sigtes for grov vold.
Erkender
Han erkender at have ført kniven, fortæller anklageren, der ikke kan komme nærmere ind på drengens forklaring.
Onsdag aften fortalte Mads Dam, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til Ekstra Bladet, at den sårede person er uden for livsfare og behandles for sine skader.