Advarer borgerne mod svindel

Kunder oplever at blive kontaktet af svindlere, der vil "hjælpe" med udbetaling af penge fra Andel Energi

Udgivet Opdateret

Advarsel om snyd fra Andel Energi

Andel Energi advarer om falske opkald, hvor svindlere beder om cpr-numre.

Cirka 350.000 kunder kan få udbetalt 2.500 kroner fra Andels overskud.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Selskabet Andel Energi advarer på sin hjemmeside om risiko for snyd.

Det sker i forbindelse med, at 350.000 kunder i energi- og fibernetkoncernen Andel kan få udbetalt 2.500 kroner fra Andels overskud i 2022.

Koncernen har fået henvendelser fra kunder om, at de er blevet ringet op af en, der har udgivet sig for at være fra Andel Energi, og derfor har bedt kunden om at oplyse sit cpr-nummer.

Det oplyser Andel Energis pressechef Morten Kidal.

- Vi har lagt en besked op på vores hjemmeside for en sikkerheds skyld, fordi vi har haft nogle få tilfælde, hvor kunder har henvendt sig, fordi de er blevet ringet op, siger han.

Otte til ti er blevet snydt

Ifølge Morten Kidal drejer det sig om otte til ti kunder, der er blevet snydt.

- Personerne, der vil snyde, ringer op og tilbyder hjælp til registrering, hvis man giver dem sit cpr-nummer, siger han.

Det gør svindlerne, fordi Andel Energi beder om kundernes cpr-nummer på selskabets hjemmeside, når der skal udbetales penge til kundernes nem-konto.

- Men vi ringer aldrig og beder om det, understreger Morten Kidal.

Andel Energi advarer kunder om risiko for snyd, når de skal have udbetalt penge. Det sker efter henvendelser fra kunder, der er blevet ringet op af en person, der har udgivet sig for at være fra koncernen. (Arkivfoto).

350.000 kunder kan få

I alt kan cirka 350.000 kunder få udbetalt 2.500 kroner indtil den 31. maj 2024.

Indtil videre har lidt over 200.000 kunder ifølge Morten Kidal registreret sig til udbetaling.

Morten Kidal kommer med et klart budskab til Andel Energis kunder.

- Det er bedre at være på den sikre side, så hvis man har en mistanke om, at noget er galt, skal man ikke gøre det, lyder det.

Ring hvis du er i tvivl

Han tilføjer, at hvis man er i tvivl, kan man ringe til Andel Energi, inden man foretager sig yderligere.

De overskydende penge går til kunder i koncernen, der den 6. februar 2024 boede, havde sommerhus i eller drev erhverv i netselskabet Cerius' område i Nordvest-, Vest-, Midt- og Sydsjælland samt på Lolland-Falster.

Powered by Labrador CMS