Advokat sigtes i grusom sag

Som værge skal advokat ifølge anklage have udnyttet sårbare, handicappede og ældre borgere økonomisk.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 58-årig advokat fra Sydsjælland sigtes for at have udnyttet ældre, sårbare og handicappede borgere igennem mere end 15 år.

Det skriver Københavns Politi i et opslag på X.

Samlet sigtes advokaten for foreløbig 25 tilfælde, der omhandler mere end ti millioner kroner.

Subsidiært sigtes vedkommende for mandatsvig.

Personen skal ifølge politiet have udnyttet sin position som generalfuldmagtshaver eller beskikket værge for sårbare borgere.

Københavns Politi oplyser, at der er tale om en mandlig advokat, der formodes at have tilegnet pengene til sig selv, oplyser kredsen i et svar til Ritzau.

Vil ikke oplyse mere

Politikredsen vil ikke oplyse yderligere om sagen.

Derfor vides det ikke, hvordan han blev opdaget, og hvornår det skal have fundet sted.

Politiet har heller ikke oplyst, om han er frihedsberøvet eller fremstilles i et grundlovsforhør.

Powered by Labrador CMS