Afspærrer område efter drab

En 53-årig mand blev i oktober fundet dræbt i Vordingborg. Onsdag foretager politiet nye undersøgelser

Udgivet Opdateret

Politiet er onsdag morgen tilstede i området omkring Chr. Wintersvej i Vordingborg i forbindelse med et drab, der blev begået 3. oktober sidste år.

Da blev en 53-årig mand fundet dræbt i sit hjem på Chr. Wintersvej.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skriver om undersøgelserne i en pressemeddelelse, men kommer ikke med yderligere oplysninger om, hvad de nærmere undersøger.

I løbet af dagen

- Da sagen behandles for lukkede døre og af efterforskningsmæssige årsager, har politiet ikke yderligere kommentarer, skriver politiet.

Politiet oplyser, at undersøgelserne vil foregå det meste af dagen, og det betyder, at det ikke vil være muligt at færdes i området, medmindre man følges af en betjent.

Vil spærres af

Der vil være tydelige afmærkninger af det afspærrede område, som strækker sig fra krydset ved Marienbergvej/Chr. Winthersvej til Skovvej og til krydset ved Heibergsvej/Chr. Winthersvej.

De berørte beboere på stedet har ifølge politiet fået særskilt besked om dette.

Fire anholdt

Efter drabet 3. oktober anholdt politiet fire personer - tre unge på 18 til 22 år samt en 50-årig kvinde.

De blev alle sigtet for drab, men kun de tre unge blev stillet for en dommer og varetægtsfængslet. Den 50-årige kvinde blev løsladt.

Fire personer er anholdt efter det voldsomme drab. Nu undersøger politiet stedet.
Fire personer er anholdt efter det voldsomme drab. Nu undersøger politiet stedet.

Straffeloven § 237

Straffelovens § 237 lyder:

Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.

Kilde: danskelove.dk.

Powered by Labrador CMS