Aggressiv kvinde sigtet for narkokørsel

En rutinekontrol endte med anholdelse

Udgivet Opdateret

En rutinekontrol af en bilist endte med en anholdelse og flere sigtelser, da en patrulje mandag klokken 17.45 standsede en 21-årig kvinde på Husarvej i Randers NØ.

Da betjentene kom hen til bilen, fik de mistanke om, at den 21-årige var påvirket af stoffer, og de ville derfor foretage en narkometertest. 

Det nægtede kvinden dog at gå med til, og hun begyndte i stedet at råbe diverse grimme gloser efter betjentene, som også fik nogle trusler med på vejen.

Sparkede ud med benene

Patruljen skred derfor til anholdelse, hvilket fik kvinden til at spænde op i kroppen og sparke ud med benene, inden hun til sidst kom i håndjern og ind i politibilen.

Den 21-årige endte med at blive sigtet for narkokørsel, fornærmelig tiltale mod politibetjent, trusler og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.

Hun fik efterfølgende foretaget en blodprøve, der skal vise, om hun havde stoffer i blodet under kørslen.

Powered by Labrador CMS