Betjente tager ingen chancer

En mand er blevet sigtet for forsøg på fremstilling af eksplosivstoffer, efter fund af kemikalier i lejlighed

Offentliggjort Sidst opdateret

Midt- og Vestjyllands Politi har anholdt en 34-årig mand efter fund af kemikalier i en lejlighed i Silkeborg.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Manden er sigtet for forsøg på fremstilling af eksplosivstoffer.

Anholdelsen er sket efter en politiindsats, som begyndte omkring klokken 12.30 tirsdag.

I den forbindelse har politiet fundet kemiske stoffer i en lejlighed i det centrale Silkeborg. I lejligheden fandt man desuden genstande, som ifølge politiet, kan styrke mistanken om, at der blev fremstillet sprængstof i lejligheden.

Bevæbnede betjente ledte efter manden i et skovområde.

Tager ingen chancer

- I sådan en situation, tager vi ingen chancer, så vi afspærrer, og så går der et ret stort efterforskningsarbejde i gang i området, siger politikommissær Stephan Weber fra lokalpolitiet i Silkeborg i meddelelsen.

Den 34-årige mand blev anholdt, efter at politiet havde fundet kemikalier i hans lejlighed. Manden blev anholdt i et skovområde syd for Silkeborg.

Det er ifølge Midt- og Vestjyllands Politi endnu uvist, præcist hvilke kemikalier, der blev fundet i lejligheden. Det er ligeledes uvist, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør, lyder det.

Tidligere lød det, at politiet undersøgte et mistænkeligt forhold på Jernbanevej i Silkeborg. Her oplyste politiet, at ammunitionsryddere fra Forsvaret bistod politiet i aktionen.

Stadig spærret

Som følge af politiindsatsen har en del af Jernbanevej været spærret. Jernbanevej går langs Silkeborg Station.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at der fortsat vil være afspærret i området i et ukendt antal timer.

Politiet oplyste tidligere tirsdag, at borgere trygt kunne færdes uden for afspærringer.

Powered by Labrador CMS