Dansk patruljevogn påkørt under biljagt i Tyskland

Forsøgte at standse mistænkeligt køretøj - jagten fortsatte 13 kilometer ned forbi den dansk-tyske grænse

Udgivet

Syd- og Sønderjyllands Politi forsøgte torsdag formiddag at standse et mistænkeligt køretøj kort før grænsen til Tyskland.

Bilens fører ønskede ikke at standse, hvorfor politiet eftersatte køretøjet.

 Politiet havde mistanke om, at bilen indeholdt omrejsende kriminelle, som var i færd med at fragte stjålne genstande ud af landet.

Den mistanke var begrundet i en igangværende efterforskning, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I høj fart

Bilen forsøgte at undslippe ned ad motorvejen, hvor eftersættelsen foregik i høj fart.

Omkring 13 km nede i Tyskland – og dermed syd for Flensborg – forsøgte flere danske politikøretøjer igen at bringe bilen til standsning.

I den forbindelse blev en dansk patruljevogn påkørt med forsæt.

Der skete ikke nogen personskade ved påkørslen, som foregik lige omkring klokken 10.55.

 Tysk politi tog over

Den eftersatte bil fortsatte sydpå ad motorvejen, hvor den undslap, og det tyske politi har herefter overtaget eftersøgningen, der endnu ikke har givet pote.

Den eftersatte bil kan blandt andet kendes på skader efter påkørslen af den danske patruljevogn.

Powered by Labrador CMS