DMI advarer: 50 mm regn på vej

Tirsdag kan blive meget voldsom flere steder i Danmark

Udgivet Opdateret

Der er tirsdag morgen og formiddag lagt op til det, som Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, betegner som 'Farligt vejr'.

Et lavtryk, der ligger over den sydlige del af Nordsøen har kurs mod Danmark, og det kan bringe helt op til 50 mm regn med sig inden tirsdag middag.

Det fortæller vagtchef ved DMI, Anja Bodholdt, tirsdag morgen til Nyheder.dk.

- Det har regnet hele natten i Jylland - og i de kommende timer vil et endnu kraftigere regnområde, der har kurs ind over den vestlige, centrale og nordlige Jylland ramme os, forklarer Anja Bodholdt.

Intenst

I de kommende timer kan det give mellem 35 og 50 mm regn i de områder, der bliver hårdest ramt.

Det bliver med andre ord ret intenst.

- Men det varer kun et par timer. Så er det væk igen og på bagkanten kommer tørvejr og måske lidt opklaring med sol, siger Anja Bodholdt.

Mildere mod øst

I den østlige del af Danmark bliver vejret noget mildere. 

Her holder det tørvejr frem til middag - måske endda med et par solglimt. Fra middag er der så mulighed for at få en smule af det regnvejr, som på det tidspunkt har passeret Jylland.

- Men det bliver slet ikke så voldsomt, når det først rammer Sjælland. Der kommer ikke regn i de mængder, siger Anja Bodholdt.

Det er i de røde områder DMI forventer at regnen bliver værst - mellem 35 og 50 mm frem til tirsdag klokken 12.

Store temperaturforskelle

Ud over store forskelle i nedbørsmængder bliver tirsdag også præget af store temperaturforskelle.

- Det kan man allerede mærke her tirsdag morgen. De steder i Jylland, hvor det allerede er begyndt at regne, ligger temperaturen på mellem 11 og 13 grader. I den sydlige del af landet ligger temperaturen der i mod på mellem 16 og 17 grader, siger Anja Bodholdt og forklarer, at der også bliver et stort temperaturspænd senere i dag:

- Jeg vil tro, at vi i den vestlige del af Danmark ikke kommer over 14 grader mens der mod øst lokalt kan blive op til 20 grader.

Det blæser op

Ud over den kraftige regn, så begynder det tirsdag også at blæse en del.

- I første omgang fra skiftende retninger, men på bagkanten af regnvejrsfronten går vinden i vestlig retning og bliver jævn til hård. Vindstødene kan blive ret kraftige, siger Anja Bodholdt.

Powered by Labrador CMS