Dømt for at bestille brand

En 35-årig mand er fredag dømt for at have fået sat ild til sin egen ejendom

Udgivet Opdateret

En 35-årig mand fra Skørping er fredag blevet dømt for at have bestilt en ildebrand på sin landejendom.

Retten i Aalborgs dom lyder på et år og tre måneders fængsel, oplyser anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi på Twitter.

Det er dog kun fem måneder af straffen, som gøres ubetinget og dermed skal afsones. Resten er betinget, og ifølge TV2 Nord indeholder dommen også samfundstjeneste.

Manden nægter sig skyldig og har anket dommen til landsretten.

Forsikringssvindel

Ifølge anklagemyndigheden var det et forsøg på at bedrage sit forsikringsselskab, som fik den 35-årige til at få det nedlagte landbrug ved Støvring brændt ned.

Branden fandt sted i marts sidste år.

Det var ikke den 35-årige ejer, som selve tændte ild. Det gjorde hans lejer, som allerede i efteråret blev dømt for at have brændt stedet ned efter aftale med udlejeren.

Formålet med det hele var at få udbetalt et beløb fra forsikringsselskabet.

FORSIKRINGSSVINDEL

Ifølge straffelovens § 279 er forsikringssvindel at betragte som bedrageri. Det kan derfor straffes med bøde eller med fængselsstraf i op til halvandet år. Dommen optræder desuden på svindlerens straffeattest i to til fem år afhængig af lovovertrædelsens karakter.

Der kan også blive tale om et økonomisk efterspil både i forhold til forsikringsselskabet og til en tredjepart – typisk en bank, et realkreditinstitut eller anden form for finansieringsselskab, som også har lidt tab. Er man dømt for forsikringssvindel, bliver man uønsket i det forsikringsselskab, man har svindlet imod, og man kan forvente, at det bliver vanskeligt at tegne forsikringer også i andre forsikringsselskaber.

Kilde: Alm. Brand

I dommen er den 35-årige også dømt for at have sat ild til sin Porsche, skriver TV2 Nord.

Retten i Aalborg har fredag idømt en 35-årig mand et år og tre måneders fængsel for at få sat ild til sin egen landejendom. En del af dommen gøres betinget. (Arkivfoto).
Retten i Aalborg har fredag idømt en 35-årig mand et år og tre måneders fængsel for at få sat ild til sin egen landejendom. En del af dommen gøres betinget. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS