Dræbt af tog: Kørte han over for rødt

Undersøgelser skal fastslå, om cyklist, der omkom lørdag, kørte over for rødt før kollision med letbanetog.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var en 59-årig cyklist, der lørdag blev ramt af et letbanetog i Glostrup og omkom.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

Ingen er indtil videre sigtet i sagen, oplyser politikredsen.

Politiets foreløbige undersøgelser indikerer, at den mandlige cyklist kan have kørt over for rødt lys i krydset.

Politiet var lørdag til stede i forbindelse med et færdselsuheld i Glostrup, hvor letbanen har været involveret.

Ingen konklusion endnu

- Men det skal understreges, at en endelig konklusion først kan drages, når alle undersøgelser omkring ulykken - det vil sige politiets, havarikommissionens og bilinspektørens - er færdige om nogen tid, skriver kredsen.

Ulykken skete på en testkørsel af letbanen i Ringvejskrydset i Glostrup.

Efter planen skulle ruten mellem Ishøj og Rødovre Nord, som blandt andet går igennem Glostrup, åbne 26. oktober.

Følger det

Meldingen har for nuværende været, at lørdagens trafikulykke ikke får betydning for åbningen, men det er blevet understreget af Hovedstadens Letbane, at man følger situationen tæt.

Tidligere i oktober fik Hovedstadens Letbane de sidste godkendelser på plads fra Trafikstyrelsen til strækningen mellem Ishøj og Rødovre Nord.

Strækningen er den første, som letbanen åbner. Efter planen skal endnu en strækning mellem Rødovre Nord og Lundtofte åbne i 2026.

Powered by Labrador CMS