Dræbt af vulkan på ferieø

Offeret er en 70-årig mand

Manden blev angiveligt dræbt, da taget på hans hus styrtede sammen.
Udgivet Opdateret

Vulkanudbruddet på den kanariske ø La Palma har krævet det første menneskeliv. Det oplyser politiet på øen ifølge den spanske avis El Mundo. 

Ofret er en 70-årig mand, der blev fundet død lørdag. Ifølge de foreløbige oplysninger døde han, da taget på hans hus kollapsede, skriver Ritzau.

Politiet undersøger ifølge El Mundos oplysninger, om den 70-årige var i gang med at rense vulkanaske væk fra taget på sin ejendom, da han faldt ned og derved blev dræbt.

Hans familie havde meldt ham savnet fredag.

Manden var taget til sit hus, der ellers ligger i et afspærret område. Men beboere har lov til at tage ind i området for at hente ting, de har brug for, fra deres huse.

Første gang i 50 år

Vulkanen gik i udbrud 19. september for første gang i 50 år. Siden da har den spyet med røg, aske og næsten 1300 grader varm lava. Den har ødelagt over 2700 bygninger på den nordvestlige kanarieø.

I alt er cirka 7000 personer blevet evakueret i forbindelse med udbruddet.

Lavaen fra vulkanen har dannet en lille form for halvø ved La Palmas kyst. Halvøen er på næsten 40 hektar - 0,4 kvadratkilometer.

Powered by Labrador CMS