Dreng stukket med kniv - politiet leder fortsat efter gerningsmand
En 13-årig dreng er lettere tilskadekommen, efter at han fredag aften blev stukket med kniv.
Politiet har lørdag formiddag endnu ikke anholdt eller sigtet nogen, efter at en 13-årig dreng fredag aften blev stukket med kniv i butikscentret City2 i Taastrup.
Det oplyser vagtchef Brian Holm fra Københavns Vestegns Politi til Ritzau.
- Her til morgen har vi overdraget sagen til efterforskningen for at se, om vi kan komme nærmere en gerningsmand og et eventuelt motiv, siger han.
Den 13-årige dreng er lettere tilskadekommen og i stabil tilstand efter knivstikkeriet.
Kørt på Rigshospitalet
Fredag aften blev han kørt på Rigshospitalet. Politiet kunne efterfølgende ikke sige noget om hans tilstand.
Anmeldelsen indløb hos politiet fredag klokken 19.25.
- Det er sket inde i centret, så vi har spærret en del af centret af. Ingen er blevet evakueret, lød det fredag aften fra politiet.
Politiet oplyste videre, at der var tale om to grupperinger, der havde haft en kontrovers.
Lørdag formiddag vil vagtchef Brian Holm ikke uddybe, hvilke grupperinger der er tale om. Han siger, at "meddelsomheden har været begrænset".