Efter voldsom brand: Person fundet død
Den afdøde er endnu ikke identificeret
En person er fundet død i forbindelse med en brand mandag aften i en ejendom på Strandbygade i Esbjerg .
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet fik anmeldelsen om den kraftige brand mandag klokken 21.50.
Slukningsarbejdet varede hele natten, og først lidt over klokken 5 tirsdag morgen var slukningsarbejdet færdigt.
Har formodning
I den brændte bygning blev en person fundet død.
- Den person, som blev fundet på stedet, er ikke endeligt identificeret, men vi har en formodning om, hvem afdøde er og har derfor været i kontakt med de mulige pårørende.
- Nu skal de retsmedicinske undersøgelser samt den videre efterforskning sikre den endelige identifikation samt afdække, hvad der er årsag til personens død, siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov, Syd- & Sønderjyllands Politi i pressemeddelelsen.
Det er endnu uvist, hvad der er årsag til branden.
Politiet udtaler dog, at der er intet i de foreløbige undersøgelser, der indikerer, at der er begået et strafbart forhold.